Thailand-fly får Business Class til luftens laveste pris

Airbus 330-200-flyene får et helt nyt interiør til et trecifret millionbeløb. Der installeres britiske Acro-stole på økonomiklasse, mens RoyalClass får ekstra store stole fra tyske Zim. I hver stoleryg i flyet installeres avancerede 8,9 tommers monitorer til film og info om flyrejsen.
Offentliggjort Sidst opdateret

Spies’ eget flyselskab, Thomas Cook Airlines, bruger i de kommende måneder et trecifret millionbeløb på at udskifte interiøret på fem af selskabets A330-fly.

Det første fly er klar i begyndelsen af december, og det skal vinteren over bringe ca. 4.500 Spies-gæster til og fra Phuket i Thailand.

De kommer til at sidde i helt nye, ergonomiske sæder, der ud over fire centimeter ekstra benplads byder på en 8,9 tommers touch-skærm i stoleryggen foran. På SunClass bliver der plads til 274 gæster, mens 49 gæster får plads på RoyalClass i ekstra store læderstole med 15 centimeter ekstra benplads i forhold til mange rutefly samt benstøtte og borde i armlænet. Flyets toiletter er placeret i underetagen.

RoyalClass er Spies’ svar på ruteflyenes Business Class eller Premium Economy. Her er drikkevarer inkluderet, der serveres en tre-retters menu med frit valg mellem to varme retter, morgenmad, gratis adgang til egen skærm med et stort udvalg af video- og musikkanaler, aviser og ugeblade og meget andet.

– Selv om service og komfort på RoyalClass kan konkurrere med de forskellige opgraderede pladser, som ruteflyselskaberne tilbyder, koster det kun 2.195,- ekstra at sidde forrest i flyet til og fra København til Phuket. På flyet med afgang den 16. december kan man således købe en returbillet på RoyalClass for lidt under 10.000 kr. – samme dag koster en tilsvarende billet hos et ruteflyselskab over 7.000 kroner mere, siger kommunikationschef Torben Andersen fra Spies.

Powered by Labrador CMS