Tiger i dansk zoo aflivet

17-årig tiger fra zoo på Falster havde fået gigt.

Det er tigeren her – Luna – der er blevet aflivet. Arkivfoto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

Citathistorie: Folketidende

Den 17-årige huntiger Luna fra Guldborgsund Zoo i Nykøbing Falster blev aflivet tirsdag. Det skriver Lolland-Falsters Folketidende.

– Det var blevet tid, siger tilsynsførende dyrlæge Jesper Bloch fra Nykøbing F. Dyrehospital om Lunas tilstand.

Tigeren har i en årrække boet i Guldborgsund Zoo. I løbet af de sidste tre uger havde hendes adfærd ændret sig, og hun var begyndt at knække sammen i ryggen.

– Jeg har været i tæt kontakt med Lunas dyrepasser, der fortalte, at hun var begyndt at trække sig og virke mere sur. Sammen med dyrlæger fra Københavns Universitet blev vi enige om beslutningen, siger Jesper Bloch til Folketidende.

Tirsdag efter lukketid bedøvede han Luna med en pil og aflivede hende.

– Det er sørgeligt. Hun var en god kat, men det skal også være fornuftigt, siger han til Folketidende.

Oprindeligt var der to tigre i Guldborgsund Zoo, men den anden – Lunas bror, Nico . blev skudt og aflivet i december 2004, da det lykkedes den at kravle over et hegn. Nico blev sidenhen udstoppet og vendte tilbage til zoo.

Lagt på frost

Guldborgsund Zoos daglige leder, John Steno, fortæller, at Luna er blevet lagt på frost, og at han nu vil undersøge, om andre zoologiske haver er interesserede i at få hende udstoppet og bruge hende til formidling.

– Jeg vil huske Luna for hendes modsætninger. Det, at hun uden tvivl var et vildt dyr, når hun stod på bagbenene og brølede, og samtidig havde den der legende adfærd, mange vil genkende fra deres egne katte, siger han til Folketidende.

Han tilføjer, at Lunas død kommer uheldigt i forhold til, at det nu er højsæson for haven.

– Men vi skal ikke holde en syg tiger i live på medicin for publikums skyld.

Powered by Labrador CMS