Tillykke til Ingolf: I dag fylder greven 75 år

Grev ingolf. Foto: Keld Navntoft/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Grev Ingolf af Rosenborg fylder 75 år.

Med 120 royale arbejdsdage om året er der god tid til at nyde livet for den glade greve. Grev Ingolf kan fejre sin 75 års fødselsdag i dag tirsdag.

Greven nyder sit landmandsliv i det jyske mellem Vejle og Kolding, hvor han ofte deltager i arrangementer. Ofte i trekantsområdet, men specielt i det sønderjyske og i Sydslesvig, hvor kongelige pr. tradition altid har haft et større frirum og fået varm accept. Så greven leverer flot for den apanage, staten som kompensation for arveskiftet har givet ham hvert år, pt. 1,6 million kr. Og han kommer aldrig alene, altid i tæt følge med den muntre grevinde, skriver Erik Randel i et interview på bt.dk.

Ved tronfølgelovens vedtagelse i 1953 med ligestilling måtte den da 13-årige prins Ingolf på Sorgenfri Slot se arvefølgen til den danske krone gå til kusinen på Amalienborg.

Det har han haft det godt med i hele sit voksne liv – han fik friheden.

Greven og grevinden tager tit på gåtur for at få en snak med de lokale, eller de tager på tur i en af de to biler, en kongeblå Lexus Hybrid eller en Audi A6, for at høre opera eller se ballet – gerne i hovedstaden. Når de er i officielt ærinde, leverer garnisonen i Fredericia en befalingsmand som chauffør, og nummerpladerne skiftes ud med hhv. Krone 24 og Krone 26, fremgår det af interviewet på bt.dk.

Numrene har Grev Ingolf arvet fra sin farmor, Dronning Alexandrine.

Grev Ingolf har ligesom de andre royale mange flere navn. Faktisk hele 10 af slagsen, nemlig: Ingolf Christian Frederik Knud Harald Gorm Gustav Viggo Valdemar Aage. At det lige blev Ingolf, der blev grevens kalde-navn forklarer han i interviewet med avisen således:

– Fordi min far engang på et af søværnets skibe sejlede på Ingolf-fjeldet på Grønland, og så råbte han: Den første søn, jeg får, skal hedde Ingolf!

Powered by Labrador CMS