Tilskuerstorm aflyser top-kamp

Manchester Uniteds fans protesterer på Old Trafford - nu er kampen aflyst

Udgivet Opdateret

Se flere fotos i billedgalleriet herover

Opdatering: Kampen mellem Manchester United og Liverpool bliver ikke afviklet søndag, efter at Manchester United-fans har været inde på klubbens stadion, Old Trafford.

Det oplyser Manchester United i en pressemeddelelse.

– Efter diskussion mellem politi, Premier League, Trafford Council og klubberne er vores kamp mod Liverpool blevet udsat af sikkerhedsmæssige årsager i forbindelse med protesterne i dag.

– Vi vil nu sammen med Premier League finde en ny dato for kampen, lyder det fra klubben.

Original artikel:

Premier League-kampen mellem Manchester United og Liverpool er udsat på grund af tilskuerprotester på Old Trafford.

Det oplyser Premier League på sin hjemmeside.

– Efter en sikkerhedsbrist på Old Trafford kan vi bekræfte, at kampen Manchester United mod Liverpool ikke begynder 16.30 (17.30, dansk tid, red).

– Sikkerheden for alle på Old Trafford er altafgørende. For nuværende er der ikke noget nyt starttidspunkt. Vi vil opdatere løbende, skriver ligaen.

Det er angiveligt fortsat meningen, at kampen skal afvikles søndag.

Tiltvinger sig adgang

Storkampen skal spilles uden tilskuere, men en stor gruppe tilhængere tiltvang sig søndag adgang til stadion og selve banen.

Uden for stadion samlede mange flere sig for at protestere forud for en kamp, der i forvejen tiltrækker sig stor opmærksomhed.

Både fordi det er et opgør mellem to af engelsk fodbolds største rivaler, og fordi kampen kan få afgørende betydning for det engelske mesterskab.

Hvis Manchester United taber, bliver lokalrivalen Manchester City engelsk mester.

Protest mod amerikansk ejer

Aktionen på Old Trafford er en protest mod Manchester Uniteds klubejer, den amerikanske Glazer-familie.

Utilfredsheden med ejeren har været udbredt, lige siden Glazer-familien købte klubben tilbage i 2005.

Kritikken voksede kraftigt, da den engelske klub sammen med 11 andre storklubber – blandt andre Liverpool – for nylig var med til at stifte en europæisk udbryderliga med navnet Super League.

Klubberne blev kaldt grådige, og efter et par dage valgte de seks deltagende Premier League-klubber at trække sig fra det storstilede projekt.

Efterfølgende undskyldte Joel Glazer i et åbent brev Uniteds deltagelse i Super League, men undskyldningen har ikke formildet alle fans.

Se flere fotos i billedgalleriet herover

Powered by Labrador CMS