Tiltalt for grov forbrydelse mod 111 drenge

34-årig mand beskyldes for at opbygge relation til 111 mindreårige landet over for at udnytte dem seksuelt.

Retssagen mod den 34-årige mand føres ved Retten i Esbjerg som en nævningesag. Det betyder, at anklagemyndigheden går efter en straf på mindst fire års fængsel. Den tiltalte erkender besiddelse af børneporno, men nægter sig skyldig i de øvrige anklagepunkter. (Arkivfoto). Foto: Free / Jan Bjerre Lauridsen, Ritzau/Free
Udgivet Opdateret

Onsdag begynder en af de hidtil største retssager om grooming, hvor en person er tiltalt for at opbygge fortrolighed til børn med henblik på at udnytte dem seksuelt.

En 34-årig mand er ved Retten i Esbjerg tiltalt for via sociale medier at have indsmigret sig hos 111 mindreårige drenge.

Til gengæld fik han ifølge anklageskriftet tilsendt billeder og videoer af børnene i seksuelle situationer, ligesom han også skal have planlagt at mødes med dem for at begå overgreb.

Manden anklages i det 91 sider lange anklageskrift for medvirken til voldtægt, forsøg på voldtægt, ulovlig tvang, besiddelse af børnepornografisk materiale og blufærdighedskrænkelse.

Der er planlagt 30 retsmøder i sagen, der fylder 21 ringbind og omfatter mere end 60 timers videoafhøringer af børn fra hele landet med undtagelse af Bornholm.

Syd- og Sønderjyllands Politi har tidligere meddelt, at en anden tilsvarende sag med op mod 100 piger er under forberedelse.

Her er en 22-årig mand fra Varde sigtet.

Flere sager om grooming

De sociale mediers udbredelse betyder, at vi ser flere af den slags sager om grooming, vurderer psykolog Kuno Sørensen fra Red Barnet.

– Før internettet og de sociale medier ville børnelokkeren – som jeg vil kalde sådan en person – stille sig ned på den lokale legeplads eller andre steder, hvor børn opholder sig.

– Nu er børnelokkeren gået på nettet, hvor man har helt andre muligheder for at række ud over hele landet og få kontakt, siger Kuno Sørensen.

I den aktuelle sag har den tiltalte ifølge anklageskriftet udgivet sig for at være en mindreårig pige og lokket ofrene til at sende billeder af sig selv i seksuelle situationer.

Groomingens otte faser

1. Den kontaktskabende fase
Her forsøger krænkeren at skabe kontakt til barnet ved at lyve om sin identitet. Kontakten indledes oftest online.

2. Opbygning af venskabet
Når kontakten er etableret, vil krænkeren typisk forsøge at afdække særlige problemer, ønsker eller drømme, som barnet tumler med. Relationen udvikles over flere dage eller helt op til flere måneder.

3. Risikovurdering
Krænkeren vurderer herefter risikoen for at blive opdaget. Typisk vil krænkeren afprøve barnets evne til at holde på en hemmelighed, og danne sig et indtryk af, om barnets forældre eller omsorgspersoner kender til barnets færden på nettet.

4. Den eneste ene
Relationen styrkes, så barnet føler sig forpligtet over for det nye venskab. Barnet opfordres til at betro sig til krænkeren, og relationen testes ved at bede om noget til gengæld for fortroligheden. Relationen behøver endnu ikke at have en seksuel karakter, men hvis barnet er tøvende eller afvisende, så reagerer krænkeren ofte med skuffelse.

5. Det seksuelle tema afprøves
I denne fase antager grooming typisk en mere seksuel karakter. Krænkeren vil begynde at spørge ind til barnets erfaringer med kærester, seksuel aktivitet eller den fysiske udvikling. Krænkeren tilbyder sin viden og erfaring og sender nøgenbilleder af sig selv eller børn i seksuelle situationer for at afprøve barnets reaktion.

6. Det digitale overgreb arrangeres
Her foreslår krænkeren typisk at tale sammen over webcam eller at få tilsendt billeder af barnet. Det begrundes ofte med, at krænkeren vil se barnet, eller at barnets billeder er for dårlige. Krænkeren er i høj grad anerkendende og rosende, men når barnet giver efter, ændrer attituden sig til at være mere truende og krævende. Ofte trues barnet med at billeder eller webcam-optagelser offentliggøres.

7. Det fysiske møde arrangeres
Nogle krænker har som endelig mål at mødes fysisk med barnet for at gennemføre seksuel aktivitet. Ved grooming af yngre børn er det seksuelle tema ikke nødvendigvis blevet introduceret. Barnet kan derfor være af den overbevisning, at de skal mødes med en ven, der har fælles interesser. I sådanne tilfælde er det først ved det fysiske møde, at krænkeren kræver, at barnet medvirker i seksuel aktivitet.

Hvis barnet er tøvende eller afvisende overfor et møde, vil krænkeren som i fase 4 reagere insisterende og med skuffelse. Krænkeren vil typisk også bruge trusler om offentliggørelse af billeder eller optagelser som afpresning til at gennemføre et fysisk møde.

8. Hemmeligheden fastholdes
Gennemgående for denne og de tidligere faser er, at krænkeren understreger det unikke forhold, og at andre ikke vil kunne forstå det, hvorfor barnet må holde det hemmeligt. Ofte vil krænkeren pålægge barnet ansvar, skyld og skam og påstå, at barnet har gjort noget ulovligt og vil blive straffet.

Kilde: Det Kriminalpræventive Råd.

Der er faldet domme i sager, hvor voksne har søgt at misbruge et tillidsforhold opbygget via kontakt på de sociale medier.

Men Red Barnet mener, at groomingbegrebet specifikt bør skrives ind i straffeloven.

– Det vil gøre det lettere for anklagemyndigheden at henvise til en sådan groomingproces, hvis det var en paragraf i straffeloven, siger Kuno Sørensen.

Den 34-årige erkender besiddelse af børnepornografisk materiale. Men han nægter sig skyldig i alle øvrige anklagepunkter, oplyser mandens advokat, Casper Strandby.

Der ventes dom i sagen i november.

Powered by Labrador CMS