To unge anholdt efter skudepisode
To unge mænd er blevet anholdt, efter at en mand blev skudt i benene. De skal fredag i grundlovsforhør
Sydøstjyllands Politi fik torsdag hjælp fra kolleger i Syd- og Sønderjyllands Politi, til at anholde to mistænkte i en sag om en skudepisode i Jerlev ved Vejle.
En 46-årig mand blev ramt af skud i benene, skriver politiet i en pressemeddelelse.
Har efterforsket sagen intensivt
- Siden vi modtog anmeldelsen, har vi efterforsket sagen intensivt. Vi er glade for, at det med hjælp fra Syd- og Sønderjyllands Politi er lykkedes at anholde to mænd, som vi mener har relation til sagen fra Jerlev, udtaler Christian Skyt, der er vicepolitiinspektør hos Sydøstjyllands Politi, i meddelelsen.
De to anholdte, som er mænd på henholdsvis 18 og 23 år, blev anholdt i Vejen Kommune.
De ventes at blive fremstillet i grundlovsforhør fredag, lyder det.
Oplyser ikke detaljer
Politiet oplyser ikke, hvilken rolle, man mener, at de to personer har spillet i sagen.
Det står heller ikke klart, om der fortsat er mistænkte på fri fod.
Skudepisoden blev anmeldt til politiet torsdag klokken 13.24.
Det 46-årige offer blev kørt på hospitalet til behandling. Hans pårørende er underrettet.