Trækker sig

Nåede ikke engang to uger

Udgivet Opdateret

Henriette Ergemann har trukket sig som politisk næstformand for Nye Borgerlige efter under to uger på posten.

Det oplyser hun i et opslag på Facebook.

- Jeg er en holdspiller ind til benet, og det sidste jeg ønskede var at skade partiet, og at nogle gamle udtalelser står i vejen for det vigtige arbejde, vi har for et friere Danmark, skriver Henriette Ergemann i opslaget.

Kontroversielle kommentarer

Efter hun blev valgt som næstformand af et stort flertal på partiets ekstraordinære generalforsamling 7. februar, har B.T. og Ekstra Bladet beskrevet en række kontroversielle kommentarer på sociale medier fra Henriette Ergemann om coronavirus.

Opslag, hun har skrevet, inden hun blev næstformand, og som hun torsdag beklagede og kaldte "uhensigtsmæssige".

Eksempelvis har hun skrevet på Facebook i maj 2021, at tidligere generalsekretær for Unicef Karen Hækkerup skulle "i fængsel for mord på uskyldige børn" og kaldte hende en "sindssyg kælling".

Kommentaren faldt til en video, hvor Karen Hækkerup ifølge Ekstra Bladet fortalte, at Unicef var begyndt at indkøbe sprøjter, fordi børn skulle vaccineres mod coronavirus.

Håbede på saltvand

Videre lød det i juli 2021 i en kommentar til et opslag fra daværende sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at hun håbede, at hans datter ville få saltvand, da hun skulle coronavaccineres.

- Pøblen får ikke saltvand. Det er forbeholdt politiker-skuespillerne, der har behov for at promovere, at de har taget sprøjten, skrev Henriette Ergemann videre på Facebook.

Ikke presset

Henriette Ergemann slår i sit opslag mandag fast, at hun ikke er blevet presset til at trække sig.

- Beslutningen er min, og jeg er ikke blevet væltet af hovedbestyrelsen, hvilket slet ikke er muligt, da jeg er valgt af medlemmerne.

- Dog vil jeg ikke lægge skjul på, at presset fra medierne har været massivt og ødelæggende for mig, skriver hun.

Hun fortsætter i kommunalbestyrelsen i Kalundborg, oplyser hun.

Nye Borgerliges nye næstformand Henriette Ergemann trækker sig.
Nye Borgerliges nye næstformand Henriette Ergemann trækker sig.
Powered by Labrador CMS