Træt af larm fra naboen? Det kan du gøre

Mens det er omstændigt at sænke sit loft eller isolere væggene, kan man derimod gøre meget ved akustikken, siger en byggeekspert og en boligeksperter.

Udgivet Opdateret

Overboens legende børn, underboens høje musik og naboens intime stunder.

Man lever ofte i ordets bogstaveligste forstand side om side, når man bor i etageejendom.

Selv om såkaldt nabostøj skal løses inde hos naboen selv, så findes der mange løsninger til akustikproblemer.

Det kan forbedre kvaliteten i ens egen bolig, siger indretningsekspert Mette Helena Rasmussen, som blandt andet er kendt som dommer i TV2-programmet “Nybyggerne”.

– Sofaer i bløde materialer og gulvtæpper kan opbløde lyden – der findes for eksempel flere steder, hvor man kan få lavet et gulvtæppe med sit eget unikke udtryk, siger hun.

Simple tricks

Det er også et godt tip at hænge gardiner op, hvilket går helt i tråd med de tendenser, der er inden for boligindretning for tiden – med lange, tunge tekstiler.

– Det kan være alt fra velour og fløjl til de mere naturlige materialer som hør og bomuld, siger Mette Helena Rasmussen.

Alternativt kan man også hænge et vægtæppe op. De var især in i 70’erne og 80’erne, men har fået et comeback, især quiltet og i patchwork, fortæller Mette Helena Rasmussen.

– Det er nærmest kunstværker i sig selv og oplagt at hænge op på væggene for at opbløde akustikken. Har man en udfordring, så forsøg at gøre det til en styrke i boligen i stedet for at ærgre sig., siger hun.

Flere muligheder

Har man svært ved at vurdere, hvad man kan gøre, så findes der indretningsarkitekter, som arbejder med akustik.

– Man kan få en ud, der kan analysere ens udfordringer med lyd i rummet, og som specifikt kan pege på, hvad der er den bedste måde at løse det på. Man kan for eksempel få akustikplader og -lofter, siger Mette Helena Rasmussen.

Ifølge Statens Institut for Folkesundhed er hver tredje lejlighedsbeboer genereret af støj fra naboen.

Typisk er støjen størst i etageejendomme med træbjælkelag, forklarer seniorforsker og bygningsakustik-specialist Birgit Rasmussen fra Statens Byggeforskningsinstitut ved Aalborg Universitet.

Irriterende skridt

Træbjælkerne transmitterer lyden fra eksempelvis overboens trin, så man kan høre dem nede i sin egen lejlighed, forklarer Birgit Rasmussen.

– Nogle gange kan trinlydene fra ens egen lejlighed ikke kun høres nedenunder, men også i nabolejligheden eller endda ovenpå, siger hun.

Er man træt af overboens trin, så kan man faktisk få sat et nedhængt loft op.

Det gøres ved at sætte stålprofiler mellem væggene, som ikke må røre det eksisterende loft.

Og så skal der to lag gipsplader på og mineraluld i hulrummet samt fuge langs kanterne. Der skal være ti centimeter mellem det nedhængte loft og det eksisterende loft.

– Hvis der er plads nok, er det simpelt at få lavet. Men man skal bare være opmærksom på, at der også kan komme flankerende lyd gennem væggene, siger Birgit Rasmussen.

– Så afhængigt af hvad væggene er lavet af, kan der stadig komme lyd igennem, tilføjer hun.

Er man derimod generet af støj fra underboen, så er den langt sværere at forskanse sig imod.

Man kan i princippet frigøre det eksisterende gulv fra bjælkerne, lægge et gummimateriale på af en slags, så tunge plader på, før man lægger gulvet igen.

– Men det er meget kompliceret, understreger Birgit Rasmussen.

Powered by Labrador CMS