Trafikeret vej spærres – i en hel uge

Vejen skal være klar til jul - så nu lukkes den.

Udgivet Opdateret

Kører du dagligt i Randers, så bør du læse med her: Viborgvej lukkes nemlig ved jernbanen – i en hel uge.

Det skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse

Randers Kommune skriver, at man simpelthen gerne vil have vejen færdig inden jul.

Det betyder, at den lukker fra tirsdag 13. november til mandag 19. november.

Oprindeligt skulle vejen og arbejdet først være færdig i marts 2019.

“Vejarbejdet på Viborgvej er nu så langt, at vejen kan vende tilbage til sit oprindelige forløb. Den oprindelige plan var, at vejarbejdet alligevel skulle fortsætte med ensretning af vejen i en del weekender og om aftenen. Det ville give rigtig mange gener for trafikken i en lang periode helt frem til marts måned næste år – ikke mindst for cyklister, som skulle krydse frem og tilbage over Viborgvej”, skriver kommunen om baggrunden.

Skal give færre gener

Det er Banedanmark, der i samråd med Vejdirektoratet (der er vejmyndighed), har besluttet at gennemføre omlægningen af Viborgvej ved at lukke vejen ved banen for alt trafik i en lille uge. På den måde skal vejarbejdet blive hurtigere færdigt og give langt færre gener for trafikken, oplyser Randers Kommune, der derfor har sagt ja til forslaget.

“Der bliver skiltet om lukningen ved E45, på Fladbrovej og på Viborgvej vest for E45. Der bliver adgang til Water & Wellness i hele perioden via Parkboulevarden”, står der i meddelelsen.

Powered by Labrador CMS