Tre kvinder har haft skræmmende oplevelse

Syd- og Sønderjyllands vurderer, at den samme gerningsperson kan stå bag tre krænkelser mod kvinder i Esbjerg mandag.

En ukendt gerningsmand står formentlig bag tre krænkede episoder over for kvinder i Esbjerg mandag eftermiddag. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Mandag har tre kvinder haft ubehagelige oplevelser i Vognsbølparken i Esbjerg. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Kvinderne har oplevet tilnærmelser af krænkende karakter, og det kan være den samme mand, der står bag alle tre tilfælde.

Politiet vil derfor gerne høre fra flere personer, der eventuelt har haft lignende oplevelser eller har andre oplysninger i sagen.

Jv.dk skriver, at kvinderne ikke har givet et helt enslydende signalement af manden, men han beskrives som en cirka 50 årig mand – lidt kraftig og cirka 180 centimeter høj. Han havde mundskæg, briller og en mørk fortand. Desuden bar han en mørk jakke – muligvis mørkeblå med en hætte på.

Krænkelserne fandt sted i løbet af eftermiddagen mod tre kvinder på 39, 37 og 17 år. Manden blottede sig for den ene kvinde, kom med seksuelle tilbud til den anden, og den 17-årige berettede, at en mand fulgte efter hende, og forsøgte at gemme sig bag et træ, hver gang hun kiggede bagud.

Hvis man har oplysninger, kan man kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på telefon 114.

Powered by Labrador CMS