Tre pølser, brød og en Cocio kostede 840.000

Foto: Colourbox
Udgivet Opdateret

En 78-årig mand kom i problemer med sin bankkonto, da der blev slået lidt for mange nuller ind på grillbarens Dankort-terminal.

Arne Birk var for nylig ude at gå tur med sin hund i Snertinge på Sjælland. Her besluttede han sig for at gå forbi en grillbar, og den beslutning havde nær kostet ham en mindre formue, skriver Sjællandske.

78-årige Arne Birk skulle blot have to pølser, et brød og en Cocio til sig selv samt en pølse til sin hund, men ved en fejl kom ekspedienten til at slå lidt for mange nuller ind på Dankort-terminalen, og pludselig havde Arne Birk købt for 840.000 kroner i stedet for de 84 kroner, som måltidet skulle have kostet.

Ekspedienten opdagede selv fejlen, men det var for sent, og hun vidste ikke, hvordan hun skulle føre købet tilbage. Det vidste grillbarens ejer heller ikke, og det endte med, at pengene blev trukket fra Arne Birks konto. Dermed stod Arne Birk til at skulle betale lidt over 1.000 kroner i overtræksrente på kontoen, men banken har valgt at droppe renten.

– Det er dejligt at være fri for al pølsegæld og overtræksrente, siger Arne Birk til Sjællandske.

 

Powered by Labrador CMS