Trods dom: Forhandlere får nye klager over brugte telefoner

Forbrugerrådet Tænk klager over Apple-forhandlere. De udleverer stadig ikke nye telefoner i bytte for defekte.

Apple-telefoner, der går i stykker inden for to år, skal erstattes med en fabriksny. Det har Apples forhandlere ifølge Forbrugerrådet Tænk stadig svært ved at levere. Foto: Regis Duvignau/Reuters
Udgivet Opdateret

2016 sluttede med Davids sejr over Goliat, da Glostrup Byret gav forbrugeren David Lysgaard rettens ord for, at Apple ikke må bytte defekte telefoner med en refurbished udgave.

Refurbished betyder, at dele af telefonen er skiftet ud med brugte dele.

Ifølge Forbrugerrådet Tænk har Apple-forhandlere tre måneder efter dommen stadig ikke rettet ind, og derfor klager rådet nu til Forbrugerombudsmanden.

– Forbrugere kan bruge deres reklamationsret inden for to år, hvis det viser sig, at der er noget i vejen. Vi har så fundet ud af, at forbrugerne får telefoner med gamle dele eller ligefrem brugte dele, siger formand for Forbrugerrådet Tænk Anja Philip.

Folk klager stadig

Forbrugerrådet Tænk skriver i deres klage, at de er blevet opmærksom på det fortsatte problem gennem henvendelser fra forbrugere og kontakt til forhandlere.

Ifølge Anja Philip er der ikke noget at rafle om, hvis en forbruger opdager, at en forhandler giver en refurbished udgave i bytte for en defekt telefon.

– Man skal gå ned og sige, at det er ens rettighed som forbruger i Danmark at få udleveret en fabriksny telefon, hvis man bruger sin reklamationsret, siger hun.

– Vi har lavet et brev, som man kan tage med, hvor det står sort på hvidt, hvordan lovgivningen fungerer. Hvis man stadig ikke får den telefon, som man har ret til, må man gå til Forbrugerklagenævnet. Her man hidtil fået medhold, siger Anja Phillip.

Brevet findes på Forbrugerrådet Tænks hjemmeside.

Apple arbejder på sagen

I en mail til Forbrugerrådet Tænk har jurist Nicola Rossmeier på vegne af Apple oplyst, at der er en ny praksis på vej.

– Vi lægger i øjeblikket sidste hånd på en ny serviceprocedure i Danmark, som vi har arbejdet på siden domstolsafgørelsen, skriver Nicola Rossmeier.

– Vi kan kommunikere denne nye procedure ud til vores servicepartnere i slutningen af næste uge.

Det står ikke klart ud fra mailen, hvorfor Apple først nu har en ny procedure klar.

Angående den proces, der foregår fra Apples side, har Anja Phillip udtalt følgende i en pressemeddelelse udsendt af Tænk:

”Vi har hørt fra forhandlerne, at Apple siger til dem, at firmaet arbejder på ”en proces” for, hvordan forhandlerne skal forholde sig. Men vi synes ikke, at der er så meget at processe på. Forbrugerne har i de her sager krav på en fabriksny telefon. Det har både domstolene og et enstemmigt Forbrugerklagenævn tidligere slået fast, og købeloven gælder naturligvis også for Apple og deres forhandlere,” siger Anja Philip i pressemeddelelsen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS