Tror ikke på Messerschmidt

Hans Kristian Skibby mener ikke, at Morten Messerschmidt er den rette formand for Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis nye formand har en del af bevise, lyder det fra erhvervsordfører Hans Kristian Skibby.
Dansk Folkepartis nye formand har en del af bevise, lyder det fra erhvervsordfører Hans Kristian Skibby.
Udgivet Opdateret

Når Dansk Folkepartis nyvalgte formand, Morten Messerschmidt, i den kommende tid skal forsøge at få styr på partiet og i særdeleshed folketingsgruppen, hvori der sidder flere kritikere af formanden, er erhvervsordfører Hans Kristian Skibby en af de personer, der skal overbevises.

Skibby havde på forhånd støttet Martin Henriksen som ny formand. Men Skibby vil nu give Messerschmidt en chance. Dog er Skibby skeptisk.

- Jeg prøver at give ham en chance. Men jeg er ikke super optimist.

Ikke den rigtige

- Det er godt, at vi har fået en afklaring, og det er godt, at Morten vandt med det, man kan kalde et komfortabelt flertal. Jeg havde været ked af, hvis det var endt 49 mod 51 procent eller sådan noget.

- Men det gør ikke, at jeg personligt synes, at det var den rigtige løsning for DF. Det er jeg nødt til at sige. Det var ikke den rigtige, som jeg synes skulle tegne partiet, siger Skibby dagen efter formandsvalget.

Rokerer rundt

Her fik Messerschmidt lidt over 60 procent af stemmerne og vandt dermed formandsopgøret mod Martin Henriksen og Merete Dea Larsen.

For nu vil Skibby "passe sine ordførerskaber", som han formulerer det.

Den kommende tid vil vise, hvor meget der bliver rokeret rundt på posterne i DF's folketingsgruppe på 16 personer, som var opdelt i formandsopgøret.

Røber intet

Seks folketingsmedlemmer pegede eksempelvis på en anden kandidat end Messerschmidt, mens en lille håndfuld holdt deres støtte for dem selv. En af dem var udenrigsordfører Søren Espersen.

Han vil fortsat ikke røbe, hvem han støttede. Grundet en sygemelding kunne Espersen ikke selv stemme ved søndagens ekstraordinære årsmøde i Herning.

Flere medlemmer

Men Espersen, der er tidligere næstformand i DF, mener generelt, at Messerschmidt har fået en god start som formand.

- Vi har fået 400 nye medlemmer siden i går, og der er 25, der er gået, siger Espersen.

- Det har været en flot start, han har fået. Til dem, der er tvivlere, vil jeg sige, at hvis man ikke kan få den, man elsker, så må man elske den, man kan få. Det er et godt budskab.

Flot start

- 400 nye medlemmer på 12 timer. Det er da en flot start, siger Espersen mandag omkring middag.

Mandag eftermiddag omkring klokken 15.30 kan partiet oplyse, at 649 har meldt sig ind i partiet, mens 36 har meldt sig ud.

Ingen ændringer

Espersen vil gerne selv fortsætte som udenrigsordfører. Og han vurderer, at Messerschmidt ikke kommer til at lave voldsomme ændringer blandt ordførerposterne. Messerschmidt skal selv af med sine, eksempelvis er han klima- og kulturordfører.

Messerschmidt afløser Kristian Thulesen Dahl som formand. Thulesen Dahl meldte sin afgang efter det skuffende kommunalvalg for DF i november.

Dropper partiet

En af dem, som har forladt DF, er John Harpøth. Det skriver Sjællandske Medier, der har talt med Harpøth.

Han har været kommunalbestyrelsesmedlem og gruppeformand for DF i Holbæk Kommune gennem en årrække. Nu stifter han et nyt parti, Ny Holbæk.

Blå Bog: Morten Messerschmidt

* Navn: Morten Messerschmidt.

* Født: 13. november 1980 i Frederikssund.

* Søn af: Struktør Carsten Christoffersen og byrådsmedlem Inge Messerschmidt (DF).

* Bopæl: København.

* Parti: Dansk Folkeparti.

* Politisk karriere:

2022-: Formand for Dansk Folkeparti

2020-2022: Næstformand for Dansk Folkeparti.

2020-: Kulturordfører.

2019-: EU-ordfører, europarådsordfører, energi- og klimaordfører.

2019: Messerschmidt kom tilbage i dansk politik.

2009-2019: Medlem af Europa-Parlamentet med rekordhøje 465.758 personlige stemmer ved valget i 2014.

2007-2009: Energiordfører og klimaordfører.

2005-2009: EU-ordfører.

2005: Første gang valgt ind i Folketinget for Dansk Folkeparti.

* Beskæftigelse:

2010-2012: Underviser i statsforfatningsret på Københavns Universitet.

* Uddannelse:

2007: Uddannet jurist (cand.jur.) fra Københavns Universitet.

1999: Student fra Sankt Annæ Gymnasium.

* Privat:

Kæreste med Dot Wessman, teltholder i sangerindepavillonen Bakkens Hvile.

* Andet:

- Radiovært på 24syv siden december 2021. Han er vært på programmet ”Kammertonen”, der handler om opera.

- Han er forfatter eller medforfatter til bøgerne ”Den kristne arv” fra 2021, ”Farvel til folkestyret – hvordan EU ødelægger frihed, folk og folkestyre – og hvad vi kan gøre ved det” fra 2020, ”Overlad det trygt til Bruxelles – Debat om EU” fra 2015, ”Det er (ikke) sort/hvidt – Samtaler om skepsis, demokrati og visioner for Europa” fra 2014 samt ”Intet over og intet ved side af … EU-Domstolen og dens aktivisme” fra 2013.

- Han er tiltalt for dokumentfalsk og svig med EU-midler for cirka 100.000 kroner. I august blev han kendt skyldig ved Retten i Lyngby, men landsretten har senere vurderet, at dommeren var inhabil, og sagen skal derfor gå om.

Kilde: Folketinget, Ritzau.

Flere tidligere DF'ere, heriblandt eksfolketingsmedlem Jeppe Klenitz-Jakobsen, som droppede DF tidligere på måneden, følger Harpøth ind i det nye parti.

Powered by Labrador CMS