Truer med kniv og får tre kartoner smøger

To røverier kan have forbindelse til hinanden

Udgivet Opdateret

Tidligt søndag morgen blev der begået et røveri mod Shell / 7-Eleven i Østergade 27, Nørresundby.

Det oplyser Nordjyllands Politi på Twitter.

Her skriver politikredsen, at to unge gerningsmænd, angiveligt 15-18 år, med en kniv truede sig til et ukendt beløb og tre kartoner cigaretter.

De løb fra stedet ad Ane Dams Gade.

De var iført mørkt tøj, hættetrøjer og sorte mundbind.

Ingen kom til skade ved røveriet, oplyser politiet.

Måske en forbindelse

Signalementet af de to røvere går igen ved et gaderøveri tidligere på natten i Aalborg.

Det skriver TV2 Nord.

Det skete klokken 03.09 på John F. Kennedys Plads.

Her blev en 18-årig mand truet med en kniv. Herfra fik røverne omkring 50 kroner med sig.

Offeret havde forinden set de to røvere i toget mellem Aarhus og Aalborg, skriver TV2.

Oplysninger kan gives til Nordjyllands Politi på telefonnummer 114.

Powered by Labrador CMS