Trump: Vil have Grønland lige nu
USA's præsident siger i interview, at det også vil gavne Europa, hvis USA kan få Grønland
USA arbejder ikke med nogen tidsplan, når det kommer til at tage handling i spørgsmålet om Grønland.
Det siger USA's præsident, Donald Trump, til det amerikanske medie NBC News. Det skriver det britiske medie Sky News.
Har brug for Grønland
Samtidig gentager Trump, at han er meget alvorlig med sin melding om, at USA har brug for Grønland på grund af national sikkerhed. Det vil ifølge præsidenten også komme Europa til gavn.
- Vi har brug for Grønland af hensyn til den nationale sikkerhed, og det gælder også Europa.
Lige nu
- Du ved, jeg er meget loyal over for Europa. Vi har brug for det af hensyn til den nationale sikkerhed - lige nu, siger Donald Trump.
Natten til mandag dansk tid blev præsidenten af en journalist om bord på præsidentflyet, Air Force One, også spurgt om, hvornår han ville skride til handling i forhold til Grønland.
Ville ikke tale om det
Det skete i forlængelse af, at USA i en aktion i Venezuelas hovedstad, Caracas, i weekenden havde taget landets præsident, Nicolas Maduro, til fange.
- Jeg gider ikke tale om Grønland. Jeg vil tale om Venezuela, Rusland, Ukraine, svarede Trump.
- Vi vil bekymre os om Grønland om omkring to måneder. Lad os tale om Grønland om 20 dage, lød det videre.
Ikke til salg
Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), bad søndag i et opslag på sociale medier USA om at stoppe truslerne mod et land og et folk, der har sagt, at man ikke er til salg.
Mandag sagde statsministeren, at alting vil høre op, hvis USA skulle finde på at angribe Grønland.
Begge lande er medlemmer af forsvarsalliancen Nato.
Vil blive opløst
- Hvis et Nato-land angriber et andet Nato-land, så hører alting op, sagde Mette Frederiksen.
Nato blev i sin tid stiftet som en forsvarsalliance, der samtidig skal binde medlemslandene sammen i fælles interesser.
Derfor vil hele verdens sikkerhedsstruktur blive opløst, hvis et Nato-land som USA skulle finde på at angribe et andet Nato-land som Grønland, påpegede Mette Frederiksen.