Trusselsniveau ændres til højt

En kalkunbesætning er ramt af fugleinfluenza

28.000 kalkuner skal slås ned
Udgivet Opdateret

Et stort antal døde kalkuner førte søndag til, at Fødevarestyrelsen tog prøver fra en kalkunbesætning med 28.000 dyr ved Sønderupsønder i Slagelse Kommune, og sendte dem til analyse hos Statens Serum Institut. 

Prøveresultaterne viste sent søndag, at besætningen er smittet med højpatogen fugleinfluenza. Det betyder, at Fødevarestyrelsen og Beredskabsstyrelsen tirsdag rykker ud for at aflive hele besætningen. 

Det sker for at forhindre yderligere smittespredning. Samtidig hæves trusselsniveauet til 'høj', oplyser Fødevarestyrelsen. 

- Det er meget ærgerligt, at vi allerede igen finder fugleinfluenza på dansk jord, men desværre ikke helt uventet nu, hvor de store fugletræk er i gang. Endnu kan vi dog ikke sige noget præcist om smittekilden', siger Camilla Brasch Andersen, kontorchef i Fødevarestyrelsen.

Den aktuelle fugleinfluenzavariant kan være dødelig for fugle, og kan i sjældne tilfælde smitte til mennesker, der har tæt kontakt til fjerkræ. 

På baggrund af de nuværende informationer vurderer Dansk Veterinær Konsortium dog, at risikoen for smitte til mennesker er lav.

Opretter restriktionszone

Fødevarestyrelsen har oprettet en 3-kilometers og en 10-kilometers restriktionszone rundt om den smittede besætning.

Der er siden september fundet fugleinfluenza i mere end 50 vilde fugle i Europa, herunder i Danmark og vores nabolande. På den baggrund, indfører Fødevarestyrelsen fra mandag den 1. november et landsdækkende krav om, at fjerkræ og andre fugle fangenskab skal lukkes inde eller overdækkes. 

Desuden forbydes samlinger og dyrskuer med fjerkræ og andre fugle i fangenskab. Formålet er at forebygge, at vilde fugle spreder smitte til tamfuglene. 

Flere udbrud

Som konsekvens af det aktuelle udbrud forventer Fødevarestyrelsen, at flere lande uden for EU lukker for import af både danske æg og fjerkræ.

Siden november sidste år har Fødevarestyrelsen fundet 17 udbrud af fugleinfluenza i store og små besætninger. Tæt ved 200.000 høns, ænder, kalkuner og andre fugle er aflivet for at forhindre yderligere smitte. Udbruddet ved Sønderupsønder er det første i tamfjerkræ siden 5. juli, hvor 40.000 høns i Sønderjylland blev aflivet. 

Hæver trusselsniveau

Fødevarestyrelsen hæver nu trusselsniveauet for fugleinfluenza fra lav til høj.

Efter fund af såkaldt højpatogen fugleinfluenza i vilde fugle i Danmark og andre europæiske lande hæver Fødevarestyrelsen nu trusselsniveauet for fugleinfluenzasmitte fra lav til høj.

Den meget smitsomme fugleinfluenza giver svære symptomer, og har en høj dødelighed hos fjerkræ. I sjældne tilfælde kan sygdommen smitte til mennesker, der har tæt kontakt til smittet fjerkræ. På baggrund af de nuværende informationer vurderer Dansk Veterinær Konsortium, at risikoen for smitte til mennesker er lav.

- Med de seneste fund i vilde fugle, vurderer vi, at der er høj risiko for, at smitten hurtigt kan sprede sig til resten af landet, og efterårets fugletræk over Danmark øger risikoen for smitte til fjerkræbesætningerne. Desværre har vi i dag påvist fugleinfluenza i en kalkunbesætning i Sønderupsønder. Derfor er det uhyre vigtigt, at danske fjerkræejere gør alt, hvad de kan, for at sikre deres dyr mod smitte, siger kontorchef i Fødevarestyrelsen, Camilla Brasch Andersen.

"Finder du en død fugl i naturen, som du tror kan være død af fugleinfluenza, kan du melde fundet til Fødevarestyrelsen på app´en 'Fugleinfluenza Tip'", opfordrer Fødevarestyrelsen.

Powered by Labrador CMS