Tvungen massekarantæne? Dansk politi er klar

Den nuværende coronasituation indikerer ikke, at en massekarantæne bliver nødvendig, siger professor.

Udgivet Opdateret

Forsvaret og politiet står klar til at indlede massekarantæne, hvis myndighedernes aktuelle tiltag for at inddæmme spredning af coronavirus ikke lykkes.

Det viser en række dokumenter, som Berlingske har fået indsigt i.

(Artiklen fortsætter under videoen)

En massekarantæne kan betyde, at tusindvis af borgere skal i karantæne på landets kaserner, indhegnet og bevogtet af militær og politi.

Berlingske har indhentet dokumenter fra tre regioner. Her står der blandt andet, at hvis planerne bliver aktiveret, er der tale om en decideret indespærring af de karantæneramte.

Forsvaret skal sikre “indhegning, således at bevogtning kan etableres,” som det lyder i karantæneaftalen mellem Forsvaret og Region Hovedstaden.

Bliver nok ikke nødvendigt

Den nuværende situation indikerer dog ikke, at massekarantæne bliver nødvendigt.

Det siger professor Kjeld Møller Pedersen, som forsker i det danske sundhedsvæsen ved Syddansk Universitet, til Berlingske.

– Vi ser ikke en eksplosiv stigning i antallet af smittede. Men vi ser naturligvis en stigning i antallet af indlagte, og vi har også set de første dødsfald.

– Og hvis den fordoblingshastighed, vi ser lige nu, fortsætter, så er vi i alvorlige vanskeligheder. Det tror jeg dog ikke sker. Der er ikke noget, der indikerer, at situationen er ude af kontrol, siger han til avisen.

Karantæneaftalerne for epidemier er indgået, før coronavirus blev en realitet i Danmark.

Den seneste af aftalerne, mellem Forsvaret og Region Hovedstaden, blev underskrevet i 2018.

Forsvaret oplyser til Berlingske, at man nu har været i dialog med regionerne om hvilke af de konkrete lokaliteter, der kan komme i spil – om nødvendigt.

Med den hastelov, som blev indført tirsdag, kan myndighederne tvinge personer med coronavirus eller symptomer på samme til indlæggelse eller karantæne.

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Brug mundbind

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

Ligeledes kan sundhedsminister Magnus Heunicke (S) inddrage Forsvaret, der om nødvendigt kan bruge magtanvendelse i form af frihedsberøvelse og tvangsindlæggelser.

Powered by Labrador CMS