Tyv havde portvin i ærmerne

Det var ikke skulderpuder, der gjorde ham bred

Den 43-årige nåede ikke at få brug for proptrækkeren. Arkivfoto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Det var ikke skulderpuder, der fyldte under jakken på en 43-årig mand. Hans arme var heller ikke hårde som glas.

Umiddelbart kunne man ellers godt foranlediges til en overraskelse, men Østjyllands Politi skriver i sin døgnrapport mandag, at en 43-årig mand nu er sigtet for butikstyveri.

En vagt i indkøbscentret Bruuns Galleri i det centrale Aarhus måtte tilbageholde den 43-årige, der søndag 18.55 forsøgte at stikke af fra Kvickly i centret.

Afsløringen kom, da en ansat mente, at den 43-årige opførte sig mistænkeligt.

Centervagten blev tilkaldt, og ved den lejlighed proppede den 43-årige en creme i sin lomme og forlod forretningen via kasselinjen – uden at betale for cremen.

“Det viste sig, at den 43-årige havde gemt en flaske portvin i det ene jakkeærme og to flasker portvin i det andet. Oppe ved skuldrene i jakken havde han gemt syv pakker med opladerkabler til mobiltelefoner”, skriver politiet.

Da politiet kom frem, overtog de den 43-årige, der blev sigtet for butikstyveri.

Powered by Labrador CMS