Udgav sig for at være gynækolog i 10 år: Nu skal i fængsel lige så længe

En australsk svindler udgav sig for at være gynækolog og fertilitetsekspert

“Lægen” fortalte blandt andet flere kvinder at de var gravide, selvom de ikke var. (Foto: Shutterstock)
Offentliggjort Sidst opdateret

En italiensk-australsk mand skal tilbringe de næste ti år i fængsel, efter han er blevet afsløret i at have praktiseret som gynækolog og fertilitetsekspert i mere end ti år i Australien.

Raffaele Di Paolo er blevet dømt for intet mindre end 51 forskellige forhold over den ti-årige periode. Fem af tilfældene handlede om, at han har “snydt sig til seksuel penetration”, skriver The Australian.

Di Paolo påstod at han havde studeret medicin i Europa og sågar at han havde en phd fra det franske elite-universitet Sorbonne. Det havde han ikke.

Mandens liste over ugerninger er alenlang, og han har over perioden snydt sine ‘patienter’ for næsten to millioner kroner. Flere kvinder har været ude for aborter efter besøg hos Di Paolo.

Stak sprøjter i testikler uden bedøvelse

Et andet af Di Paolos indgreb, som flere var ude for, gik ud på at få en sprøjte stukket ind i testiklerne uden bedøvelse. Det beskrives ikke overraskende som ekstremt smertefuldt. Di Paolo ville tappe mændenes testikler for sæd, som han senere kunne indføre i deres kvindelige partner.

Derudover er han dømt for at have givet forskellige kvinder et hav af indsprøjtninger forskellige steder – blandt andet i maven og ballerne – med ting, han ikke vidste, hvad var. Han er også dømt for at føle på en kvindes bryster efter hun fortalte ham om sin frygt for brystkræft.

Anklagemyndigheden har ikke kunnet finde nogen tegn på, at Di Paolo har fået noget seksuelt ud af sine gerninger. Han var drevet af penge, var konklusionen i retten.

De australske myndigheder begyndte allerede at efterforske Raffaele Di Paolo i 2011. Først i 2014 blev han stoppet.

Powered by Labrador CMS