Uhyggelige scener lørdag: Nu er mand fængslet

Dommer i København bestemmer, at 24-årig mand skal placeres på en psykiatrisk afdeling.

Politiet fik hjælp af en borger i forbindelse med efterlysning af en mand i en sag om et voldtægtsforsøg i Københavns Lufthavn i Kastrup. Billedet er fra en anden lejlighed. (Arkivfoto) Foto: Vibeke Toft/Scanpix
Udgivet Opdateret

En sag om et overfald på en kvinde i Københavns Lufthavn i Kastrup har søndag ført til varetægtsfængsling af en 24-årig mand. Det oplyser politiet.

Manden er sigtet for at ville forsøge at voldtage kvinden ved et af lufthavnens toiletter. Overfaldet skete lørdag morgen.

Politiet udsendte overvågningsbilleder, der viste manden stå på en togstation. Efterlysningen fik en borger til at reagere tidligt søndag morgen.

Newsbreak.dk talte tidligere søndag med Rasmus Nielsen, central efterforskningsleder ved Københavns Politi, der fortalte, at det netop var et tip fra en borger, der gjorde, at manden blev anholdt. Ifølge Ritzau kunne betjente fra Midt- og Vestsjællands Politi på spillestedet Gimle i Roskilde anholde den efterlyste.

– Vi sætter stor pris på pressens hjælp med efterlysningen og på de borgerhenvendelser, vi har fået, sagde Rasmus Nielsen til Newsbreak.dk tidligere søndag.

Fængslet i surrogat

I forbindelse med søndagens grundlovsforhør har dommeren bestemt, at fængslingen skal ske i surrogat frem til 3. juli, oplyser Københavns Politi.

Den centrale efterforskningsleder ønsker ikke at gå i detaljer. Men normalt indebærer surrogat anbringelse på en lukket psykiatrisk afdeling.

Offeret var ifølge Ekstra Bladet en kvindelig medarbejder i lufthavnen. Gerningsmanden tog halsgreb på hende. Hun måtte bide, slå og i det hele taget kæmpe for at komme fri.

I grundlovsforhøret har den 24-årige erkendt at have været til stede ved toilettet, men nægter at have overfaldet kvinden.

Han er ikke statsborger i Danmark og kom hertil uden sin familie for flere år siden, beretter Ekstra Bladet.

– Jeg arbejder ikke, jeg går ikke i skole, jeg laver ikke noget, sagde han, der har været i kontakt med det psykiatriske system.

Powered by Labrador CMS