Ulovlig hundehandel: Tre personer får stor bøde

Tre personer er blevet dømt til at betale en bøde på 35.000 kroner.

Udgivet Opdateret

Det er efterhånden et par måneder siden, at politiets specialiserede dyrevelfærdsenhed så dagens lys i Nordjylland.

Siden at enheden blev oprettet tilbage 1. juli 2019, så har arbejdet målrettet gået henimod at finde og tage hånd om sager, der omhandler ulovlig handel med hunde.

Artiklen fortsætter under videoen

Og nu har efterforskningsarbejdet altså båret pote så at sige.

Den første bøde på i alt 35.000 kroner er nemlig blevet uddelt. Den klækkelige bøde blev givet, fordi der ikke var styr på den erhvervsmæssige handel med hunde. Det står nemlig klart, at en hundeejer er blevet vurderet til at have drevet erhvervsmæssig avl uden den fornødne tilladelse.

Det er tre personer fra Mariagerfjord Kommune, der er blevet sigtet og idømt bøderne.

Derudover blev alle tre personer sigtet for at have overtrådt dyreværnsloven, fordi en hund var placeret i en mindre transportkasse i en kælder, og fordi nogle af hundene på adressen ikke havde adgang til vand. Desuden var én hund ikke registreret i Dansk hunderegister.

– Bøderne er én side af sagen. Vi er selvfølgelig tilfredse med, at sagen er afgjort nu, men det vigtigste er, at vi har fået taget hånd om hundene, mener politikommissær Henrik Taagaard, der er leder af den specialiserede dyrevelfærdsenhed, som i øvrigt dækker Nordjyllands, Midt- og Vestjyllands og Østjyllands politikredse.

Sådan spotter du dårlige hundesælgere

Henrik Taagaard opfordrer hvalpekøbere til at være opmærksomme på forholdene omkring hundene i en handelssituation, så man undgår at bidrage til ulovligheder eller vanrøgt:

– Se, hvor hundene sover og får føde. Bed hundesælgeren om at se mor til hvalpen og eventuelt søskende. Vurder hundens sociale evner i forhold til de andre hunde og mennesker, og køb aldrig en hund ’ude i byen’, f.eks. på en rasteplads eller parkeringsplads,” advarer Henrik Taagaard.

– Man bør også være mistænksom, hvis hundesælgeren kun vil modtage kontanter. Det kan være en måde at sløre salgene på.

Får man kendskab til ulovlig handel med hunde eller andre dyr, kan man anmelde det til sin politikreds via politi.dk eller tlf. 114.

I galleriet øverst kan du se, hvad du skal være opmærksom på, når du køber hund.

Powered by Labrador CMS