Ung kvinde forsøgt voldtaget i kælderskakt

Politiet efterforsker voldtægtsforsøget, der skete i Rødovre natten til søndag

Politiet efterlyser vidner, der kan hjælpe med opklaringen af sagen. (Foto: Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Det lykkedes en 21-årig kvinde at skræmme to gerningsmænd væk, da hun klokken 01.30 natten til søndag blev udsat for et voldtægtsforsøg på Tårnvej i Rødovre.

Hun har fortalt politiet, at den ene mand prøvede at tvinge tøjet af hende i en kælderskakt, mens den anden gerningsmand holdt vagt ude på gaden. Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Den 21-årige kvinde råbte op og gjorde fysisk modstand, og det fik de to mænd til at stikke af ad Tårnvej mod nord – i retning mod Rødovre Centret.

Den ene var klædt helt i hvidt

Det er lykkedes kvinden at komme med et ganske godt signalement af de to mænd, som begge beskrives som værende af anden etnisk oprindelse end dansk.

De er begge i alderen 25 til 30 år, mellem 170 og 180 centimeter høje, almindelige af bygning og sorthårede.

Derudover var den ene klædt helt i hvidt – han var iført en hvid skjorte og hvide lange bukser, mens den anden var iført en blå t-shirt.

I minutterne op til gik hun alene ad Rødager Allé til Tårnvej 10, hvor voldtægtsforsøget fandt sted:

– Hun havde forinden på Rødager Bodega, hvorfor politiet er særligt interesserede i at høre noget fra folk, der har bemærket noget der, siger politikommissær ved Københavns Vestegns Politi Andreas Mollerup Christiansen.

– Hvis nogen har set eller hørt noget i forbindelse med episoden på Tårnvej ved nummer 10, har set de to mænd i området eller i øvrigt ved noget om det skete, så kontakt os gerne, siger politikommissær ved Københavns Vestegns Politi Andreas Mollerup Christiansen i pressemeddelelsen.

Københavns Vestegns Politi kan kontaktes døgnet rundt på telefon 4386 1448.

Powered by Labrador CMS