Ung mand fundet død
En mand er i politiets varetægt, mistænkt for at have forvoldt en 24-årig mands død i Vejen
En 24-årig mand er afgået ved døden ved Bøgevej i Vejen.
Det siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Michael Henriksen til Ritzau.
- Vi har haft en hændelse ude i Vejen. Af hensyn til efterforskningen kan jeg ikke sige meget mere end det, siger han.
Politiet modtog anmeldelsen 22.21 tirsdag aften, siger vagtchefen.
23-årig anholdt
Tidligere på natten lød det fra Syd- og Sønderjyllands Politi på det sociale medie X, at en 23-årig mand er anholdt, mistænkt for at have forvoldt den 24-åriges død.
- En 23-årig mand blev tilbageholdt på gerningsstedet og er efterfølgende anholdt af politiet, mistænkt for at have forvoldt den 24-åriges død. Han er nu i politiets varetægt.
- De pårørende er underrettet, og politiet vil natten igennem være massivt tilstede omkring Bøgevej i Vejen, lød det fra politiet.

Kan ikke fortælle
Michael Henriksen kan ikke fortælle, hvad den 23-årige er sigtet for.
- Vores juridiske afdeling skal her til formiddag vurdere, om han skal fremstilles i grundlovsforhør, siger han.
Vagtchefen kan heller ikke svare på, om de to mænd har en relation til hinanden, og om de er kendt fra kriminalitet i forvejen.
Der er stadig et par patruljer til stede på stedet i Vejen, hvor hændelsen fandt sted.
Skal efterforske
- Vi er færdige med undersøgelserne på stedet derude, så nu skal vi efterforske. Det vil blandt andet sige, at vi følger op på de undersøgelser, som er blevet lavet ude på stedet, og vi laver vidneafhøringer, siger Michael Henriksen.
Politiet skrev videre i opslaget på X, at der på stedet blev lavet undersøgelser i samarbejde med Nationalt Kriminalteknisk Center (NKC) og Retsmedicinsk Institut.
- Af hensyn til den pågående efterforskning kan politiet ikke oplyse yderligere på nuværende tidspunkt, skrev politiet