Ung mand havde intet pas: Han havde også glemt de gode manerer

Den unge mand skal nu fremstilles for en dommer.

En ung mand fra Holland havde ikke sit pas med, da han var i Danmark. Det blev starten på en helt igennem dårlig aften for ham. Foto: Blagomeni (Self-scanned) [GFDL (http://www.gnu.org/copyleft/fdl.html) eller CC BY-SA 3.0 (http://creativecommons.org/licenses/by-sa/3.0)], via Wikimedia Commons
Udgivet Opdateret

Hvad gør man, hvis man intet pas har med sig på tur i udlandet, og man bliver standset af politiet? Faste læsere af Newsbreak.dk ved måske, hvad politiet kan tillade sig at forvente af danske statsborgere, der rejser til Tyskland eller tilbage igen.

Nu tyder noget på, at samme regel gør sig gældende for udenlandske statsborgere, der er på besøg i Danmark.

Østjyllands Politi fortæller således, i kredsens døgnrapport, at den 21-årige mand blev “opdaget” af politiet natten til mandag på I. Christensens Gade i Brabrand. Manden sad på bagsædet af en bil, der husede i alt tre personer.

Bilen blev standset af politiet i forbindelse med en rutineundersøgelse, hvorefter de tre personer blev bedt om at identificere sig. De to gjorde, som de skulle, men den tredje, historiens hovedperson, gjorde det klart, at han intet pas havde med sig.

Han oplyste endvidere, at han var engelsk statsborger, men da han blev bedt om at oplyse sit navn, nægtede han. Han blev nu gjort bekendt med det, læsere af Newsbreak.dk forhåbentligt efterhånden har lært; du skal kunne fremvise dit pas, hvis du som udlænding befinder dig i et andet land end dit eget, og politiet beder dig om at identificere dig selv. Hvis du intet pas har med, kan det koste en bøde, da der er tale om en overtrædelse af loven.

Intet pas – ingen manerer

Sådan forholder det sig åbenbart også for udenlandske besøgende i Danmark. Den 21-årige fik af politiet at vide, at han overtrådte loven ved ikke at kunne fremvise gyldigt ID. Det tog manden ikke så pænt.

Først råbte han ukvemsord efter de to betjente, der havde standset bilen, han befandt sig i. Herefter modsatte han sig anholdelse ved at skubbe og sparke, og han er derfor ligeledes sigtet for vold mod polititjenestemand.

På vej ind til politistationen fortsatte den 21-årige med at udgyde diverse ukvemsord i retning af politibetjentene, og da han skulle placeres i detentionen, fik en betjent et los over skinnebenet. Man forventer, at den unge mand skal fremstilles i Retten i Aarhus i løbet af mandag eftermiddag.

Du kan læse mere om dit danske pas her: 

Pas: Alt, der er værd at vide om det rødbedefarvede dokument.

Powered by Labrador CMS