Ups: Diskoteksgæst faldt i søvn på toilettet

Foto: Ljupco Smokovski/Scanpix.
Udgivet Opdateret

En mand aktiverede tidligt i morges alarmen på et nordjysk diskotek. Manden var faldet i søvn på tønden.

Det var en noget brødebetynget mand, der tidligt i morges ringede til Nordjyllands Politi og fortalte, at det var ham, der havde startet alarmen på diskotek Buddy Holly i Frederikshavn, skriver nordjyske.dk.

Manden havde været på diskotek og på et tidspunkt skulle han en tur på tønden. Og så trængte han i øvrigt til en lille lur. Og den lur vågnede han så op fra tidligt i morges, hvor musikken var stoppet og gæster samt personale var taget hjem.

Personalet havde sat alarmen til og da manden bevægede sig rundt inde på diskoteket, gik alarmen i gang. Han ringede straks til Nordjyllands Politi og fortalte, at det var ham, der var skyld i, at alarmen var gået i gang.

– Han var noget brødebetynget, da han ringede herind til os og sagde, at det var ham, der havde startet alarmen, så vi måtte lige have fat i noget personale, der kunne lukke ham ud, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Per Jørgensen til nordjyske.dk.

Powered by Labrador CMS