Ups: Kom til at bestille 2,5 tons mælk

Drik op! mange familier i det sydsjællandske har mælk nok til de næste mange dage. Arkivfoto: Colourbox
Udgivet Opdateret

Johnny Nielsen kom til at bestille 2575 liter mælk fra leverandøren til sin Rema 1000 i Stensved

Der er masser af mælk til havregrynene i Stensved i disse dage: Købmand Johnny Nielsen kom ved en fejl til at bestille 2575 liter mælk fra leverandøren – ti gange mere, end han plejer.

– Når jeg bestiller mælk, sker det med en scanner og en stregkode inde på hylden, hvor mælken står. Normalt bestiller jeg mælk i kasser med 15 i hver, og stregkoden fra kassen sættes op på hylden. Men fordi mælkeprisen faldt i weekenden har en af mine ansatte sat nye prismærker op ved hylderne, og på de mærkater svarede stregkoden til hele bure, forklarer Johnny Nielsen til Ekstra Bladet.

Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Johnny satte prisen på mælken ned til tre kroner for en liter – og så kom der gang i salget.

En af de mange kunder, der har benyttet sig af de gode tilbud, er Susann Hansen fra Vordingborg, som handlede ind sammen med sin treårige datter Solvej. I indkøbsvognen lå 10 liter mælk.

– Vi er fem i familien, der spiser havregryn og cornflakes hver morgen, så vi skal nok få mælken drukket, sagde hun.

Der kom så mange kunder i butikken, at Johnny regner med, at mælken er udsolgt allerede tirsdag – og så skal han bestille igen:

– Men da bliver det i kasser. Fidusen går nok ikke to gange, selv om jeg ikke er et sekund i tvivl om, at de mange ekstra kunder har gjort, at min omsætning er øget markant, siger han til Ekstra Bladet.

Powered by Labrador CMS