V og K dumper reform efter første skoleår

Foto: Henning Bagger/Scanpix
Udgivet Opdateret

Om få uger ringer det ud til sommerferie for de danske skoleelever. Afslutningen på skoleåret markerer samtidig et jubilæum for den nye folkeskolereform.

Den har snart et skoleår på bagen, og Venstres folkeskoleordfører, Louise Schack Elholm (V), mener lang fra, at den har levet op til sine gode intentioner.

»Implementeringen af den nye reform har slet ikke har kørt, som den burde,« siger hun.

Ifølge ordføreren har skolerne skullet gabe over for stor en mundfuld, og det har spændt ben for visionerne om at løfte den danske folkeskole.

»Der har været for mange ting oven i hinanden. En folkeskolereform, en arbejdstidsaftale og en inklusionsindsats. Det har simpelthen været for hård en cocktail til, at det har kunnet lykkes,« siger Louise Schack Elholm.

Blandt forældrene er begejstringen også til at overse. Forældreorganisationen Skole & Forældre har spurgt forældrene, hvad de mener om reformen. Ifølge TV 2 siger 37 procent af forældrene, at de er utilfredse eller meget utilfredse med de ændringer, reformen har medført. I september sidste år var kun 24 procent af forældrene utilfredse med reformen.

Den udvikling ser de Konservatives formand, Søren Pape Poulsen (K), på med alvor.

»Det er dybt bekymrende,« siger han.

For at få reformen på ret køl, foreslår Søren Pape Poulsen blandt andet at gøre en ende på lektiecafeer i skoletiden.

»Det skal være op til familierne, hvor barnet laver lektier, og man skal ikke være tvunget til at sidde henne i skolen på et bestemt tidspunkt at gøre det,« siger den konservative formand.

Et af Venstres kritikpunkter er indsatsen for den såkaldte »åbne skole«.

Et af målene med folkeskolereformen var nemlig at øge skolernes samarbejde med det omgivende samfund for at »klæde eleverne på til det samfund, de skal være en del af«. Men samarbejdet lader stadig en del tilbage at ønske, mener Louise Schack Elholm.

»Jeg hører om mange forældre, der peger på, at skolerne ikke i tilstrækkelig grad har et samarbejde kørende med blandt andre idrætsforeningerne,« siger hun.

Powered by Labrador CMS