Vejret: Dette skal du finde frem NU

Nu nærmer sig tiden - og ikke kun den søde juletid...

Udgivet Opdateret

Det nærmer sig – den kolde tid, altså.

Og mens du er i kælderen efter julepynten, kan du lige så godt kigge efter isskraberen også, for frosten er efterhånden ved at bide (!) sig fast i Danmark. Og ikke mindst i/på de danske veje.

Både Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, og Vejdirektoratet advarer da også om netop frost her fra tidlig morgenstund.

Men helt skidt er det nu ikke.

– Det tegner til at blive en pæn søndag, siger Anja Bodholdt, vagtchef ved DMI, til Newsbreak.dk.

Alligevel har DMI altså udsendt en advarsel omkring vejene:

“Der er de kommende timer endnu risiko for frysende våde veje i det jyske”, skriver DMI.

– Det er på vejene – oppe ved tometers-målingerne er der to grader, siger Anja Bodholdt.

Så skal du til bageren tidlig søndag, skal du altså være opmærksom.

Hvor i landet, vejene kan drille, kan du se på kortet i galleriet over artiklen. 

Fin dag

Resten af dagen kommer til at byde på den del sol – især i de nordlige egne.

– I syd kan der dog være en del  skyer med enkelte byger, siger Anja Bodholdt.

I løbet af dagen drejer vinden om i det nordlige og dermed kommer der en opklaring nordfra, der fortsætter ned over landet.

Samtidig begynder vinden at aftage, så temperaturerne kommer til at ende på cirka 7-8 grader.

– Men så kommer der et drop. Det bliver en kølig aften, siger Anja Bodholt, der med kølig mener 2-3 grader.

Skrab ruden

Så får temperaturerne endnu et dyk nedad i løbet af natten.

–  Det skal man nok have in mente, siger meteorologen, og mener med det, at der skal skrabes is af bilruderne mandag morgen.

Natten kommer dog ikke til at føles specielt kold, da der ikke er megen vind.

– Ved kysterne op til en jævn vind, men inde i landet kun en svag til let vind, siger Anja Bodholdt.

Mandag bliver til gengæld en af de helt pæne af slagsen.

– Den bliver rigtig flot med masser af sol og tørt vejr. En god start på ugen, siger Anja Bodholdt.

Powered by Labrador CMS