Vi slår røgalarmer fra – med vilje

Mange af os slår røgalarmerne fra, når vi laver mad – det viser en ny undersøgelse. Foto: Colourbox.
Udgivet Opdateret

Røgalarmer er for manges vedkommende blevet en fast del af boligen. Men fire ud af ti fortæller, at de slår alarmen fra med vilje eksempelvis, når de laver mad.

Der er gang i både stegepander, gryder, ovne og måske et elektrisk apparat, når der skal aftensmad på bordet i mange danske hjem. Og det er netop i forbindelse med madlavningen, at mange brande opstår. Otte ud af ti danskere har i dag mindsket risikoen for, at en brand kan udvikle sig ved at installere en røgalarm. Men fire ud af ti angiver at have slået den fra på grund af falske alarmer eksempelvis i forbindelse med madlavning. Det viser en ny undersøgelse, som TNS Gallup har foretaget for Gjensidige og Nykredit Forsikring.

Meget bekymrende

”Det er meget bekymrende, at så mange frakobler alarmen på tidspunkter, hvor den kan gøre størst gavn. Vi kan alle blive distraherede og glemme en gryde på komfuret eller brødet i ovnen, og der er røgalarmen central for, at branden ikke når at udvikle sig,” siger Kim Rud-Petersen, koncerndirektør Nordic i Gjensidige Forsikring og tilføjer:

”Vi skal huske på, at brande aldrig opstår, når man forventer det og er forberedt. Derfor er det meget risikabelt at slå røgalarmen fra – også selvom det bare er i et kort tidsrum. Der er bedre løsninger, hvis man vil undgå, at alarmen hyler på grund af eksempelvis røg under madlavning. Brug en emhætte eller luft ud imens. At slå røgalarmen helt fra bør simpelthen ikke være en løsning.”

Dårlige undskyldninger

I mere end hver fjerde hjem, er der endnu ikke installeret en røgalarm. Det er alt for mange, hvis man gerne vil de små brande, der opstår hver dag, til livs. Og de gode undskyldninger for, hvorfor den ikke er installeret, står ikke i kø. Over halvdelen af de adspurgte svarer nemlig, at de simpelthen bare ikke har fået købt en røgalarm endnu.

Tidligere undersøgelser fra TNS Gallup for Gjensidige Forsikring viser desværre, at der ikke er sket en eksplosion i antallet af danske hjem, der er sikret af røgalarmer. Så at hver fjerde bare ikke har fået købt en endnu, viser, at alvoren ikke er gået op for alle endnu. For det kan have alvorlige konsekvenser, at man udsætter opsætningen af røgalarmen.

”Tiden går hurtigt i mange familier, og nogle ting når man simpelthen bare ikke. Men vi bør prioritere sikkerheds-foranstaltninger, som vi ved, er så vigtige, når det kommer til at forebygge fx dødsbrande. Hvis en brand opstår om natten, har vi ikke lang tid til at nå uskadte ud af boligen, og i den situation er vi afhængige af at blive vækket af røgalarmen i tide.”

”Siden 2004 har det været lovpligtigt at installere røgalarmer i nybyggede boliger. Men i Sverige og Norge er det lovpligtigt i alle huse. I 2014 var der ifølge Danmarks Statistik 84 personer, der mistede livet i en brand, og det tal bør vi simpelthen nedbringe,” siger Kim Rud-Petersen.

Powered by Labrador CMS