Video: Se 70-årig vovehals sætte vild verdensrekord

Udgivet Opdateret


Som det første menneske nogensinde har en 70-årig østrigsk mand fløjet en luftballon ned under jorden og op igen. Se hele det spektakulære vovestykke her.

For mange 70-årige foregår dagen i en lænestol med flittig brug af avis og middagslure. Dette er på ingen måde tilfældet for Ivan Trifonov. På trods af at han for længst har nået pensionsalderen, har østrigeren netop realiseret en gammel drøm om at flyve en luftballon ned under jorden og ind i en grotte.

Ivan Trifonov fik oprindeligt ideen, da han som ung mand læste Jules Verne-romanen ”Rejsen til Jordens indre”, mens lokationen blev bestemt af et andet vovestykke. I 2004 så Ivan Trifonov således sin landsmand  Felix Baumgartner gennemføre et såkaldt basejump i Mamet grotten i kroatiske Obrovac. Baumgartner er siden blevet kendt for et endnu vildere basejump ved som det første menneske at bryde lydmuren uden maskinel hjælp, da han i 2012 foretog et frit fald fra stratosfæren i 39 kilometers højde.

Allerede for 10 år siden var Felix Baumgartners bedrifter imidlertid med til at inspirere Ivan Trifanov, der nu endeligt har realiseret sin drøm om at flyve ind i den Mamet grotten. Den overdådige grotte er beliggende i naturparken Velebit i den kroatiske by Obrovac, er 206 meter dyb og har et imponerende 60 meter bredt indgangshul, som ikke desto mindre krævede sin mand at navigere igennem.

– Det var et ekstremt vanskeligt projekt at gennemføre. Jeg havde brug for den rigtige ballon, det rigtige vejr og den rigtige support. Det var meget krævende, og jeg tvivler på, at noget tilsvarende nogensinde vil blive gjort igen, sagde en begejstret Ivan Trifonov umiddelbart efter sin bedrift.

Den benyttede luftballon var specialdesignet til lejligheden og var blandt andet markant smallere end normalen. Derudover sad den modige ballonskipper på to gastanke i stedet for i en kurv. Turen varede i alt 25 minutter fra take off til landing på overfladen på ny, efter at Ivan Trifonov helt efter planen havde mellemlandet på bunden af grotten.

Ivan Trifonov er i forvejen noteret for fire verdensrekorder i besynderlige discipliner i luftballon. Blandt andet har han som det første menneske i verden brugt en luftballon ti at krydse henholdsvis Sydpolen, Nordpolen og Middelhavet.

Se vovestykket i videoen øverst i artiklen…

Powered by Labrador CMS