Vild stigning i disse tyverier – sådan undgår du dem
Sådan undgår du, det går ud over dig og dit.
Det så ellers ud til at gå den rigtige vej, men igen stiger en en helt speciel slags tyverier; nemlig dem fra håndværkernes varevogne.
Efter flere år, hvor antallet af tyverier fra last- og varebiler er dalet i Syd- og Sønderjyllands Politikreds, går det den forkerte vej.
I 2017 var der således 343 anmeldelser. I 2013 lå tallet på 454, hvorefter det de efterfølgende tre år dalede til henholdsvis 358, 255 og 229.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politikredsen går derfor i dialog med branchen for at få vognmændene til at tænke mere i sikkerhed.
– Som politi kan vi efterforske indbruddene. Men det gør det ikke alene. Kan vi i samarbejde med branchen gøre det mere bøvlet at være tyv, er vi nået et godt stykke og er med til at ødelægge det første led i de kriminelles fødekæde, nemlig nem adgang til kosterne, understreger specialkonsulent Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Værktøj er dyrt
For der er nemlig alt for ofte gevinst, hvis tyve spotter en lastvogn eller en varebil.
– Mange håndværkerbiler er et sandt overflødighedshorn af dyrt el-værktøj. Og det giver tyveknægtene blod på tanden, da der alt for ofte er god fangst ved at brække ind i en varebil. Ikke mindst fordi det er nemt at afsætte tyvekosterne, tilføjer specialkonsulenten.
Politikredsen har kontaktet byggemarkeder og tømrerhandlere i området for at afholde møder med håndværkere.
Målet er dels at fokusere på sikring af lastbiler og varebiler, dels at gøre lignende tiltag i forhold til byggepladser.
Landsdækkende problem
Faktisk er problemet så stort, at Rigspolitiet var ude og bede danske håndværkere om at sikre, at de ejede en sikker varebil. Det skete i en pressemeddelelse, hvor man kunne læse, at varebiler, hvor man kan åbne varerummet fra førerkabinen, er gode mål for tyvene.
Der er flere gode råd til, hvordan du sikrer, at dit værktøj ikke forsvinder fra varebilen.
Et par af dem kan du se i galleriet over artiklen, flere har vi samlet i faktaboksen herunder.
På www.stop-e-hæleri.dk er der gode råd om, hvordan du undgår at købe stjålet værktøj.
God – og sikker – fornøjelse.