Vild stigning: Så mange katte dumpes ulovligt

I 2019 fandt Dyrenes Beskyttelse 918 katte efterladt i kasser, tasker eller bure. Det svarer til en stigning på 9 procent sammenlignet med året før. Skal udviklingen vendes, er det afgørende, at kattene får en lov, mener Dyrenes Beskyttelses familiedyrschef.

Dyrenes Beskyttelse modtager mange henvendelser om efterladte katte. KLIK VIDERE OG LÆS DYREEKSPERTENS RÅD. Foto: Scanpix
Dyrenes Beskyttelse modtager mange henvendelser om efterladte katte. KLIK VIDERE OG LÆS DYREEKSPERTENS RÅD. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

918.

Så mange katte fandt Dyrenes Beskyttelse efterladt i papkasser og transportkasser i løbet af 2019.

(Artiklen fortsætter under videoen)

De svigtede katte tegnede sig derfor for hele 91 procent af det samlede antal dumpede dyr, som dyrevelfærdsorganisationen registrerede i det forgangne år.

Det er en trist udvikling, skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.

– Alt for mange katte bliver helt bevidst efterladt i papkasser og transportkasser, hvor de overlades til deres egne, usikre skæbner. I 2019 har vi sågar set flere eksempler på killinger, der er blevet kastet ud af kørende biler. Det er en fuldstændig uacceptabel handling og et brud på dyreværnsloven, siger Jens Jokumsen, der er familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.

En kattelov vil afhjælpe problemet

Hvorfor der netop i 2019 har været et uhørt stort antal nødstedte katte og killinger, har familiedyrschefen ingen entydig forklaring på.

Men udviklingen viser, at der generelt fødes for mange killinger, som ingen ejere ønsker at tage sig af.

– Vi kan se, at der kommer alt for mange uønskede killinger til verden, som ingen ejere vil tage sig af. Derfor mener vi, at en lovpligtig mærkning og registrering af ejerkatte er nødvendig, ligesom flere skal huske at få kastreret og neutraliseret deres kat. Det vil gøre en markant forskel for dyrevelfærden for Danmarks katte, siger Jens Jokumsen.

I galleriet ovenfor kan du se gode råd til, hvad du kan gøre, hvis du er katteejer.

Powered by Labrador CMS