Ville glæde børn med bamser: Blev jaget vildt

En mand i en grøn bil fyldt med bamser skabte sidste uge furore i Aarhus.

En mand, der i sidste uge forsøgte at lokke børn til sin bil med bamser, siger nu undskyld. (Foto: CHINA STRINGER NETWORK/Ritzau Scanpix)
Udgivet Opdateret

29. maj modtog Østjyllands Politi to anmeldelser fra bekymrede forældre.

Ad to omgange havde en mand med skæg og enhjørningsbamser i bilen forsøgt at lokke børn til sig.

Baggrunden var dog ikke med ond handling for øje, tværtimod.

En uselvisk handling blev misfortolket – og manden bag er meget ked af det.

Sagen:

En mor fortalte, at hendes datter på otte år og dennes veninden omkring klokken 13.40 havde været på vej hjem fra skole, da de blev kontaktet af en mand på Bispehavevej i Hasle mod bagsiden af City-kirken.

Manden var kørt op på siden af pigerne, steget ud af en bil og sagt noget der lød som ”kom”.

Pigerne var blevet forskrækkede og var hurtigt kørt hjem.

Senere torsdag kom der endnu en anmeldelse om en mand, der svarede til beskrivelsen.

En kvinde havde stået i haven på Vibyvej i Åbyhøj, mens hendes børn legede ude ved vejen. Omkring klokken 19.00 standsede en bil ude på vejen. Kvindens børn kom kort efter og fortalte, at en mand havde sagt ”kom” til dem, og kvinden gik derfor ud til vejen.

Her åbnede manden ved bilen døren til bagsædet og viste en masse enhjørningebamser og sagde noget om bamser.

Den mand blev i første omgang efterlyst – og nu har politiet fået kontakt til ham. Og fået en snak om, at hans henvendelser til børnene har haft “en krænkende” karakter.

– Det var en borger, der genkendte beskrivelsen af bilen, siger Janni Lundager, kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi, til Newsbreak.dk.

Med den oplysning tog politiet kontakt til bilens ejer. En mand med, skulle det vise sig, et godt hjerte.

– Hans egne børn var blevet for store til bamserne, siger Janni Lundager.

Han syntes dog, at de fine bamser var for gode til bare at smide væk.

– Så han ville forære dem til nogle andre børn, siger kommunikationsmedarbejderen.

Det var altså den handling, der to gange blev misforstået.

– Han er så ked af det postyr, han har skabt, siger Lundager.

Powered by Labrador CMS