Vingegaard: Det bliver fantastisk

Jonas Vingegaard blev tirsdag fejret i sit holds hovedkvarter i Holland. Onsdag går turen til Danmark

Udgivet Opdateret

Jonas Vingegaard er godt i gang med de mange fejringer af sin store triumf i Tour de France.

Tirsdag blev den danske cykelrytter hyldet i Holland. Det foregik i Jumbo-Visma-holdets hovedkvarter i byen 's-Hertogenbosch, hvor holdets sponsorer var til stede.

- Det er fantastisk, at alle sponsorerne tager så godt imod mig. Det er bare skønt, siger Vingegaard til TV 2 Sport.

Bliver fløjet i privatfly 

Onsdag formiddag går turen så til Danmark for Vingegaard. 

Han bliver fløjet i privatfly til København, og undervejs vil han blive eskorteret af to af Forsvarets F-16-fly, skriver branchemediet check-in.dk.

Efter landingen skal cykelstjernen forbi Københavns Rådhus og i Tivoli, hvor op mod 25.000 danskere vil være til stede.

Jonas Vingegaard sikrede sig søndag sejren i Tour de France.
Jonas Vingegaard sikrede sig søndag sejren i Tour de France.

- Det bliver selvfølgelig fantastisk at komme hjem og blive fejret i Danmark. Det glæder jeg mig helt vildt til. Det bliver en fantastisk oplevelse for mig og min familie, siger Jonas Vingegaard.

Torsdag bliver han fejret i hjembyen Glyngøre. Her vil Vingegaard blive eskorteret af byens børn, der iført gule trøjer og vinger cykler efter Vingegaard-familiens Volvo gennem byen til stadionet Interfjord Park.

Powered by Labrador CMS