Vinterferie: Grænsekontrol skaber lang kø

Bilister på vej hjem fra vinterferie i Europa holder i en otte kilometer lang kø før den danske grænse.

Grænsekontrollen skaber en kø på otte kilometer ved den dansk-tyske grænse. Foto: René Lind Gammelmark (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Trafikanter, der er på vej tilbage til Danmark i bil efter en vinterferie i Europa, oplever lørdag eftermiddag en otte kilometer lang kø i Nordtyskland inden grænsen til Danmark

Det er grænsekontrollen ved den dansk-tyske grænse, der er årsagen til den lange kø, der kan betyde en ekstra køretid på tre kvarter. Det skriver TV Syd.

– Grænsekontrollen er helt sikkert medvirkende til den tunge trafik. Bilisterne skal jo nærmest ned i skridtgang, når de skal over grænsen, siger politikommissær Anders Hansen fra Syd- og Sønderjyllands Politi til TV Syd.

Ekstra spor åbnet

Politiet har åbnet et ekstra spor på motorvejen, så trafikken kan glide lidt bedre. På den måde er det håbet at nedbringe den ekstra køretid til maksimum en halv time.

Men selv om trafikken er tæt, opretholder politiet grænsekontrollen. Bilisterne kan altså fortsat forvente at blive vinket ind til siden for at skulle vise pas ved indrejsen til Danmark.

Politikommissær Anders Hansen regner med, at køen ved grænsen vil fortsætte helt til i morgen, fordi mange danskere også kommer hjem fra vinterferie i løbet af søndagen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS