Vintertid: I nat kom Jørgen på samme tid som resten af os

Udgivet Opdateret

Og i slutningen af marts 2015 må Jørgen Bak atter affinde sig med at være en time efter resten af befolkningen. Helt præcist fra natten mellem 28. og 29. marts, hvor urene skal stilles en time frem til sommertid. Og så går verden af lave, som Jørgen Bak udtrykker det.

»Jeg kalder det jo ikke for vintertid. Jeg kalder det for normaltid. Jeg piller aldrig ved mit ur,« siger Jørgen Bak.

Af samme grund stiftede Jørgen Bak for år tilbage »Landsforeningen mod sommertid«, der – som navnet indikerer – gerne så sommertiden afskaffet. Foreningen lever i bedste velgående på Facebook, hvor lidt over 4.000 personer har tilkendegivet deres sympati med foretagendet. Og det er der god grund til, mener Jørgen Bak.

»Det største problem er skiftet frem og tilbage – specielt om foråret. Der er rigtig mange, der giver udtryk for, at det er ubehageligt en skulle en time tidligere op end normalt, og der har også været flere undersøgelser, der viser, at det giver stress,« siger Jørgen Bak.

Og så er vi tilbage ved natten øvelse, for modsat alle andre var der altså ingen gevinst i form af en ekstra times nattesøvn hos Jørgen Bak.

»Men jeg taber jo så heller ikke en time til foråret. Der er mange, der påstår, at vi får flere solskinstimer på den her måde, men det er jo ikke rigtigt. Vi omfordeler bare de eksisterende. Man udfordrer det biologiske ur og laver plager for sig selv,« mener Jørgen Bak, der til daglig arbejder i IT-afdelingen på Aarhus Universitet.

Også i udlandet har man pillet ved viserne på uret i løbet af natten til søndag, men i Rusland har man gjort det for sidste gang. Her har man valgt permanent at forblive på vintertid året rundt. De seneste tre år har man ellers eksperimenteret med indførslen af sommertid for at kunne reducere antallet af tidszoner i det gigantiske land fra 11 til 9. Men det er gået særlig hårdt ud over de nordlige egne, hvor beboerne har beklaget sig over for få timer med sol.

I alt er det omkring 70 lande, der er overgået til vintertid natten til søndag.

Powered by Labrador CMS