Virksomhed fyrer 120: Har stadig 27 jobopslag

It-virksomheden KMD har 27 stillingsopslag liggende på deres hjemmeside til trods for, at 120 ansatte kan vente sig en fyreseddel. Arkivfoto. Foto: KMD/free
Udgivet Opdateret

Der er tilsyneladende masser af job at søge hos KMD, der tirsdag annoncerede fyringsrunde.

Det gav formentlig et gib i medarbejderstaben hos it-giganten KMD, da der tirsdag blev meldt ud, at en fyringsrunde er på vej.

120 ansatte står til at få uddelt en fyreseddel, men noget tyder på, at de ikke skal lede længere end virksomhedens egen hjemmeside, for at beholde jobbet.

Her ligger nemlig 27 aktuelle jobopslag, skriver Computerworld.

De ledige stillinger tæller alt fra en softwareudvikler til en sikkerhedsarkitekt, tester, regnskabskonsulent, salgschef og Oracle-specialister – og det er både til selskabets afdelinger i Ballerup, Herlev og Aarhus.

KMD-direktør Eva Berneke forklarer til Computerworld, at der på grund af KMD’s brede felt af opgaver ikke kan være et 1-til-1 match imellem dem, der bliver fyret, og dem der bliver rekrutteret.

– Det er jo ikke sådan, at man kan tage en udvikler fra det ene sted og sætte ind i en salgsrettet funktion det andet sted. Men vi regner egentlig med, at vi netop vil kunne lave et match på nogle af dem, siger hun.

– Men det er faktisk en øvelse, vi har sat i gang, hvor vi ikke alene kigger på de stillinger, der er slået op, men også de stillinger, der kunne være på vej – i forhold til de mennesker, der bliver overtallige i den her proces, netop for at undgå, at vi hælder nogle mennesker ud med den ene hånd, der egentlig har de rigtige kompetencer til nogle af de andre stillinger, siger hun til Computerworld.

Newspaq

Powered by Labrador CMS