VM-deltagere kvæstet i vild dødsulykke

Ulykken skete på en natklub i den sydkoreanske by Gwangju, hvor der i disse dage afholdes VM i svømning.

Udgivet Opdateret

To personer er dræbt, og flere elitesportsudøvere er kvæstede, efter at en altan kollapsede i den sydkoreanske by Gwangju, hvor der netop nu afholdes VM i svømning og i vandpolo.

Ulykken skete klokken 02.29 lørdag lokal tid på en natklub, der ligger tæt på den by, hvor VM-deltagerne bor. Da altanen kollapsede, faldt personerne fem meter ned.

En 38-årig og en 27-årig blev hastet på hospitalet, men døde begge af deres kvæstelser. Det skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ifølge en embedsmand fra et katastrofeberedskab i byen drejer det sig om to sydkoreanske mænd, skriver nyhedsbureauet AP.

Svømmere kvæstet

Ti personer blev kvæstet i ulykken, herunder to amerikanske svømmere, der deltager ved VM i langbane, oplyser embedsmanden til AP.

Ifølge Yonhap siger de lokale myndigheder, at otte af de ti kvæstede er vandpolospillere, der deltager ved VM i vandpolo. Fire af dem skulle være fra USA, to fra New Zealand, en fra Holland og en fra Italien. Ingen af dem skulle være i kritisk tilstand, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Christopher Ramsey, der er chef for USA’s vandpololandshold, bekræfter over for AP, at flere amerikanske vandpolospillere var til stede på natklubben.

– Det er en forfærdelig tragedie. Spillere fra vores herre- og kvindehold fejrede kvindernes VM-sejr, da altanen kollapsede på en offentlig natklub. Vores tanker går til de pårørende, siger Christopher Ramsey.

Faldt flere meter ned

Ifølge den newzealandske avis The New Zealand Herald var det newzealandske vandpololandshold også til stede på natklubben, da ulykken skete.

– Vi dansede, og det næste øjeblik faldt vi fem-seks meter ned, og alle begyndte at løbe ud af natklubben, siger anføreren for det newzealandske vandpololandshold, Matt Small, til det newzealandske medie Radio Sport, skriver Reuters.

– Vi faldt ned oven på nogle personer, der befandt sig under os.

Det australske vandpololandshold skriver i en pressemeddelelse, at ingen australiere er kommet til skade. Det skriver Reuters.

Organisationen bag VM, Fédération Internationale de Natation (Fina), skriver i en pressemeddelelse, at den er meget ked af ulykken og ønsker det bedste for de pårørende.

– Da nogle af deltagerne ved VM var til stede, da ulykken skete, følger Fina situationen nøje og vil tage alle tiltag i brug for at sikre, at der bliver hjulpet, hvor det er nødvendigt, skriver Fina ifølge Reuters.

Dansk succes-dag

Efter sigende var der ingen danske VM-deltagere til stede. Dansk Svømmeunion har til gengæld udsendt en pressemeddelelse lørdag morgen, hvor der er roser til danskerne efter en god syvende dag til VM.

Den unge danske svømmer Alexander Aslak Nørgaard er i finalen i 1500 meter fri ved VM i langbane i Sydkorea.

Nørgaard svømmede sig videre i fjerdebedste tid i de indledende heats. Nørgaard var blot 1,95 sekunder efter den allerhurtigste, italienske Gregio Paltrinieri, der svømmede i tiden 14 minutter og 45,80 sekunder.

Aslak Nørgaard var på forhånd indehaver af den danske rekord i disciplinen, der lød på 14 minutter og 55,56 sekunder. Den blev dermed slået med næsten otte sekunder og lyder nu på 14 minutter og 47,75 sekunder.

– Det glæder mig vanvittigt meget at se en VM-debutant tage et skridt direkte ind i verdenseliten med en helt fantastisk præstation. Alexander Aslak Nørgaard svømmer fra start til slut et gennemdisponeret løb, hvor han meget fornuftigt holder sig helt med fremme fra begyndelsen og på intet tidspunkt slipper taget i fronten, hvilket sikrer ham den fjerdebedste tid forud for finalen, vurderer landstræner Stefan Hansen.

Den anden dansker i 1500 meter fri, Anton Ipsen, klarede sig ikke videre. Ipsen var ni sekunder fra at kvalificere sig til finalen. Mathilde Schrøder klarede sig heller ikke videre fra de indledende heats i 50 meter bryst.

Schrøders tid på 31,98 sekunder rakte kun til en plads som nummer 27. De 16 bedste går videre til semifinalen. Den dårligste blandt semifinalisterne svømmede i tiden 31,36 sekunder.

Powered by Labrador CMS