Voksen smittet med frygtet sygdom i Danmark

Endnu et tilfælde af mæslinger er blevet konstateret i Danmark, denne gang hos en voksen.

Temperaturforhøjelse til 39 grader. Kilde: netdoktor.dk. Arkivfoto.
Udgivet Opdateret

En voksen person i Nordsjælland er blevet smittet med mæslinger og er i skrivende stund indlagt i isolation.

Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed. Patienten har inden da opholdt sig i et venteværelse hos sin praktiserende læge sammen med andre patienter, og de vil derfor blive kontaktet og tilbudt relevant behandling.

Den smittede er voksen og har ikke fået vaccinen mod sygdommen. Den pågældende har heller ikke haft sygdommen som barn:

”Mæslinger er først indført i børnevaccinationsprogrammet i 1987. Derfor er en stor andel af befolkningen født før det tidspunkt ikke vaccineret mod mæslinger. De fleste af dem har haft sygdommen, men de, der ikke har, kan risikere at blive smittet,” forklarer overlæge Hanne Borch-Christensen fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Har man ikke haft sygdommen, kan man blive vaccineret gratis hos egen læge – også selv om man er voksen. Det har været muligt siden 1. april 2018.

Sygdom i vild vækst

82.596 tilfælde af mæslinger blev der i 2018 registreret i Europa. Og det er 15 gange så mange, som for bare to år siden – i 2016.

Det viser helt nye tal fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO.

Forklaringen skyldes ifølge afdelingslæge Peter Henrik Andersen ved Statens Serum Institut, et stort mæslinge-udbrud i Ukraine. Desuden har Øst- og Sydeuropa været hårdt ramt:

– Baggrunden for det er dybest set, at der er for få, der er vaccineret, siger Peter Henrik Andersen til Ekstra Bladet.

– Det er simpelthen fordi, der er unge og voksne, der ikke fik vaccinen, dengang de var børn. Det er dem, der nu rammes af mæslinger, fordi man ikke fik en vaccine på det tidspunkt, hvor det blev tilbudt, forklarer Peter Henrik Andersen.

Hvad er mæslinger?

Mæslinger er en af den type sygdomme, der kan variere fra et relativt mildt forløb med udslæt og feber og til dybt alvorlige tilfælde, hvor man kan få betændelse af hjernehinderne. I de mest alvorlige tilfælde er mæslinger livstruende, og Statens Serum Institut fortæller, at mæslinger er en vigtig årsag til børnedødsfald i udviklinglande.

I Europa ender op mod 25% af alle mæslingetilfælde blandt børn med hospitalsinldlæggelse, men mæslingevaccinen gør, at forekomsten af sygdommen er blevet dæmpet på verdensplan.

Mæslinger er dog ikke forsvundet helt, og blandt andet i dele af Europa er er der ikke nok, der bliver vaccineret mod mæslinger. Problemet opstår også i Danmark, hvor man ser tilfælde af mæslingeudbrud grundet for lav dækning af vaccinationer.

Verdenssundhedsorganisationen WHO – herunder Danmark – havde faktisk som mål, at mæslinger skulle elimineres fra Europaregionen senest i 2015, hvilket i Danmark burde betyde, at landet får maks 5-6 tilfælde. Det mål blev ikke nået, skriver Statens Serum Institut, men smitten blev dog afbrudt i flere lande.

I Danmark var der i 2014 27 tilfælde af mæslinger.

I Danmark var der i 2015 9 tilfælde af mæslinger.

I Danmark var der i 2016 3 tilfælde af mæslinger, alle kom til udefra.

På baggrund af de data mener man hos Statens Serum Institut, at mæslingemsitten har været afbrudt i 24 måneder. Mæslinger er en ekstremt smitsom virus, og derfor skal tilslutningen til vaccinen i Danmark være på mindst 95%, hvis landet fortsat skal nå det erklærede mål.

Kilde: Statens Serum Institut.

Både på Fyn og i Jylland har der tidligere i 2019 været konstateret tilfælde af mæslinger.

Powered by Labrador CMS