Voldsomt røveri: Truer guldsmed med pistol

Københavns Vestegns Politi har anholdt en formodet gerningsmand. Nu håber man på offentlighedens hjælp til at finde den anden gerningsmand.

Udgivet Opdateret

Københavns Vestegns Politi har tirsdag anholdt en 29-årig mand, der mistænkes for at være en af gerningsmændene til røveriet mod smykkebutikken Aveny i Rødovre 28. juni.

Anholdelsen fandt sted i Stubbekøbing i tæt samarbejde med Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

– Det er vores sagsefterforskning, der har ledt til anholdelsen, siger Henrik Hougaard, politikommissær ved Københavns Vestegns Politi, til Newsbreak.dk.

Den anholdte er mistænkt for sammen med en ukendt medgerningsmand at have udført røveri mod smykkebutikken Aveny i centeret Rødovre Centrum.

Politiet søger vidner

Den ene gerningsmand truede personalet med pistol mens den anden knuste glasmontrer med en hammerlignende genstand, hvorefter de stjal smykker for et større beløb.

På vej ud af centret blev to centervagter truet af gerningsmændene. Gerningsmændene ankom og flygtede fra gerningsstedet på knallert.

– Den anholdte er lige nu ved at blive fremstillet i Glostrup Ret, siger Henrik Hougaard.

Københavns Vestegns Politi søger fortsat oplysninger om den anden gerningsmand.

Du kan se billeder fra røveriet øverst i artiklen.

Se flere videoer hos Local Eyes.

Kan du hjælpe, kontakt politikredsen på telefon 114.

Powered by Labrador CMS