Voldsomt uvejr har retning mod Danmark

Igen er der risiko for, at landet indhylles i voldsom regn og torden.

Sådan ser det ud, når et skybrud er på vej. KLIK og se, hvor det forventes at ramme. Foto: Michael Drost-Hansen/Scanpix.
Sådan ser det ud, når et skybrud er på vej. KLIK og se, hvor det forventes at ramme. Foto: Michael Drost-Hansen/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Flere skybrud i sidste uge – så var der håb for, at sommeren endelig skulle gøre sit indtog.

Men nu er den gal igen – endnu et af slagsen rammer Danmark i løbet af torsdagen. Uanset, så er chancerne i hvert fald så store, at Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, har udsendt et risikovarsel for kraftig regn og skybrud, der fra natten mellem torsdag og fredag kan ramme øerne og en del af det østlige Jylland.

– Det er fordi, det bevæger sig så hurtigt, det kun er et risikovarsel, siger Frank Nielsen, vagtchef hos Danmarks Meteorologiske Institut, til Newsbreak.dk.

Med det mener han, at man hos DMI er nogenlunde sikker på, det rammer, men altså er hurtigt videre.

– Det kommer så nok til lokalt at vare mellem en halv og en hel time, siger Frank Nielsen.

Torsdag har været sommervarm på grund af en varmfront fra kontinentet.

– Og nu kommer der altså en koldfront vestfra, siger Frank Nielsen.

Den koldfront – fra den retning – er altså det, der kan udløse skybruddet.

Rammer omkring midnat

DMI regner (!) med, at skybruddet rammer omkring midnat.

– Først Vendsyssel, Fyn og Vestjylland, siger Frank Nielsen.

Lidt senere er det så Bornholm og Folkemødet, der rammes.

– Det rammer her omkring klokken 5 og er væk klokken cirka 8 igen, siger Frank Nielsen om uvejrets komme til Bornholm.

I galleriet over artiklen kan du se, præcist hvor, det voldsomme vejr forventes at ramme.

Det betyder det

Varslet, kraftig regn og skybrud, betyder, at der forventes at komme mellem 25 og 35 millimeter vand indenfor seks timer. Desuden er der også risiko for lokale skybrud med mere end 15 millimeter på 30 minutter.

Kraftig regn og skybrud medfører fare for oversvømmelse af lavtliggende områder, oversvømmelse af kældre, vand på kørebaner og i viadukter (akvaplaning), nedsat sigtbarhed.

Powered by Labrador CMS