Voldsomt uvejr raserer: Mindst 16 dræbt

Foto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

Tornadoer og oversvømmelser har kostet adskillige mennesker livet i særligt Mexico. 1500 hjem er ødelagt.

Et massivt uvejr mandag trækker spor af ødelæggelser og omkomne i både Mexico og en række amerikanske delstater.

Værst ramt er den nordlige del af Mexico, hvor tornadoer og voldsom regn har kostet 13 mennesker livet i byen Acuña i den mexicanske delstat Coahuila nær grænsen til den amerikanske delstat Texas, skriver nyhedsbureauet dpa.

De omkomne blev dræbt af en tornado, der blot varede i seks sekunder, men også formåede at smadre 1500 hjem, oplyser byens borgmester til lokale medier.

Mindst 230 mennesker meldes kvæstet i området.

Dæmning bukket under for presset

På den anden side af grænsen er en dæmning i Texas bukket under for presset, hvilket har fået myndighederne til at opfordre alle borgere til at søge mod højere beliggende områder.

I amtet Hays syd for storbyen Austin leder redningsarbejdere efter 12 savnede personer, efter at en flod er gået over sine bredder. Vandmasserne har taget både køretøjer og huse med sig.

Texas’ guvernør, Greg Abbott, har advaret alle om ikke at undervurdere vandet, der har “en tsunami-agtig styrke”.

– Du kan ikke pakke det ind. Det er fuldstændig usædvanligt, siger han ifølge dpa på en pressekonference.

Undtagelsestilstand

Guvernøren har yderligere erklæret undtagelsestilstand i 37 af delstatens amter.

Også i delstaten Oklahoma skaber vejret problemer.

Mindst tre personer er blevet dræbt i uvejret på den amerikanske side af grænsen. En person mistede søndag livet i byen San Marcos, hvor op til 400 hjem er ødelagt.

To andre har mistet livet i Oklahoma. Den ene – en 33-årig kvinde – kørte galt på grund af uvejret, skriver CNN. Derudover blev en brandmand suget med vandmasserne ned i et kloakafløb, der har til formål at lede store mængder vand væk i tilfælde af uvejr.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS