Wolfsburg: Bendtner får en bøde

Nicklas Bendtners famøse Mercedes-billede på Instagram er ikke faldet i god jord i Volkswagen-klubben.

Volkswagen er det eneste accepterede bilmærke i Wolfsburg, og det får Nicklas Bendtner nu at føle. Foto: FABIAN BIMMER/Scanpix
Udgivet Opdateret

Wolfsburgs sportsdirektør Klaus Allofs fortæller fredag på et pressemøde i klubben, at Nicklas Bendtner kan se frem til en bøde, efter at den danske angriber lagde et billede af sig selv og en Mercedes på Instagram.

Det skriver Bild på sin Wolfsburg-twitterkonto.

– Det koster penge, siger sportsdirektør Klaus Allofs ifølge det tyske medie.

Mercedes er ikke vellidt i Wolfsburg, da Volkswagen produceres i byen og er hovedsponsor for den tyske klub. Derfor er det også et krav, at spillerne benytter sig af virksomhedens biler.

Den danske angriber var udeladt af den Wolfsburg-trup, der onsdag mødte Gent i Champions League, selv om han ikke er skadet og er meldt klar til kamp. Samme dag lagde Bendtner det famøse billede på Instagram.

Bendtner ligner efterhånden ikke en mand, der har en fremtid i den tyske klub. Senest er han af Bild blevet rygtet til Kina, hvor transfervinduet endnu er åbent.

Ekstra Bladet skriver, at Bendtner ifølge lokalmediet Wolfsburger Nachrichten har forladt sit hus og er flyttet ind på luksushotellet Ritz Carlton i stedet. Angiveligt med håb om et snarligt skifte væk fra klubben.

Det er ikke første gang, Nicklas Bendtner falder i unåde i sin fodboldkarriere.

Angriberen har ved flere lejligheder bragt sig i uheldige situationer med sin optræden i nattelivet og på diverse sociale medier.

Det fremgår endnu ikke, hvor stort et beløb Wolfsburg vil kræve af Bendtner efter billedprovokationen.

/ritzau/

On my way to another session

Et billede slået op af Nicklas Bendtner (@bendtner3) den 16. Feb 2016 kl. 1:17 PST

Du kan se Instagram-billedet her nedenfor.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS