Wonderful Copenhagen-direktør trækker sig

Foto: Jeanne Kornum/SCANPIX
Udgivet Opdateret

Eurovision-skandalen får direktøren i Wonderful Copenhagen til at trække sig. Også bestyrelsen skal skiftes ud

Direktøren i Wonderful Copenhagen gennem over 20 år, Lars Bernhard Jørgensen, trækker sig fra sin stilling som følge af Eurovision-skandalen.

Det oplyser bestyrelsesformand for turismefonden Peter Højland.

Samtidig stiller ni ud af 10 bestyrelsesmedlemmer deres mandat i bestyrelsen til rådighed. Dermed håber ledelsen i Wonderful Copenhagen at “genskabe fokus på turismearbejdet”, står der i en pressemeddelelse fra fonden.

– Vi mener, at det er hensigtsmæssigt for at retablere omdømmet for Wonderful Copenhagen og genskabe legitimiteten og tilliden til organisationen, at vi fornyer organisationen, siger Peter Højland til Ritzau.

Bestyrelsesformanden lægger ikke skjul på, hvem der har forfattet planen om udskiftning i den øverste ledelse af fonden.

– Det har jeg selvfølgelig. Jeg er kommet ind udefra og har kigget på organisationen. Den her plan, der er lagt, er en plan, jeg har udarbejdet, siger han.

Beslutningen om at også skifte ud i bestyrelsen er ikke en erkendelse af, at bestyrelsen ligeledes har begået fejl, mener Peter Højland.

– Nej, det er en kollektiv beslutning, der skal sikre, at vi får vores gode omdømme tilbage, siger han.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS