Zoo udklækker sjældne krokodilleunger

For anden gang er der udklækket unger af den truede krokodilleart sort kaiman i Aalborg Zoo, der stadig er den eneste zoo i verden, hvor det er lykkedes at få kaimaner til at yngle.
I 76 dage har dyrepasserne i tropehuset i Aalborg Zoo ventet spændt på, om det igen skulle lykkes at få kaimanunger i anlægget. Og nu er spændingen udløst. I alt 13 unger er der kommet ud af de 24 æg, som kaimanhunnen lagde i reden 18. maj.
Nogle af æggene blev knust af et slag fra kaimanhunnens hale, inden dyrepasserne nåede at flytte æggene, men resten blev taget ud af reden og lagt i rugemaskine.
– Vi lægger æggene i rugemaskine for at sikre den høje luftfugtighed og stabile temperatur, det kræver at udruge æggene. Vi kan ikke sikre de samme optimale forhold i anlægget i tropehuset, fortæller dyrepasser Søren Lassen i en pressemeddelelse.
Et par måneder inden ungerne kan ses
Publikum må dog have tålmodighed lidt endnu, inden de kan se de nye små.
– Der vil gå nogle måneder inden vi flytter ungerne ud i anlægget ved de voksne kaimaner. Først sætter vi dem i et mindre terrarium, så vi kan observere deres tilstand og følge med i, hvordan de spiser og trives, siger Søren Lassen.
Et truet dyr
Den sorte kaiman tilhører alligatorfamilien, og kaimanerne er en særlig gruppe alligatorer, der kun lever i Sydamerika. Voksne dyr er ofte 3-4 meter lange, men gamle hanner, kan blive over 5 meter lange.
Når kaimanerne har parret sig graver hunnen en rede af jord og plantedele, hvor hun lægger 30-60 æg, som udruges i løbet af omkring 2-3 måneder. I naturen passer hunnen på de nyklækkede unger i ugevis, og de små unger æder i starten insekter, krebsdyr, haletudser og småfisk, men som de vokser til, begynder de at tage større bytte.
Kaimanernes sjældne mørke skind er meget eftertragtet og dyrene er udryddelsestruede på grund af illegal jagt og indskrænkning af deres leveområder.