Sådan får du hunden til at lystre

Tostavelses menneskenavne topper listen over de mest populære hundenavne, og det er der en god grund til

Udgivet Opdateret

Stiller du dig ud i en park og råber op fra listen over de mest populære hundenavne for i år, kommer der nok både hunde og mennesker løbende.

For det er især menneskenavne med to stavelser, som hitter hos de danske hundeejere. Det viser en opgørelse fra Agria Dyreforsikring.

Nemmere at høre

Og der er en særlig grund til, at to stavelser er så populære. Det er nemlig en fordel at give din hund et navn, der ikke er kludret og besværligt.

- Det er nemmere for hunden at høre to stavelser, og det er nemmere for ejeren at råbe det, fortæller Lotte Evers, der er marketingchef hos Agria Dyreforsikring.

Skarpe vokaler

Så hvis du står og skal navngive en lille ny hvalp, kan du hjælpe dig selv og hunden ved at holde navnet kort - og faktisk også vælge nogle bestemte bogstaver.

Hunden skal forbinde sit navn med noget positivt. Sig navnet til din hund, og giv den så en godbid. Med tiden kan du bygge afstand på, fortæller Lotte Evers, der er marketingchef for Agria Dyreforsikring. (Arkivfoto).

- Hunde reagerer godt på skarpe vokaler som i og y og konsonanter som s og t, siger hun og fortsætter:

- Når du kalder på din hund, er der ofte mange forstyrrelser omkring den, så gør dig selv den tjeneste at vælge et navn, som er let for dig at udtale og for hunden at opfange.

En større del af familien

At lige præcis menneskenavne er så populære til de firebenede, skyldes ifølge Lotte Evers, at hunden er kommet tættere på vores hjerter.

- Hunden er gået fra at være ude i en hundegård til at ligge på sofaen. Den er blevet en større del af familien, end den tidligere har været, fortæller hun.

- Derfor giver vi naturligvis også vores hundehvalp et lige så unikt navn som vores tobenede unger.

Forskellige navne

Ifølge Lotte Evers var danskernes kæledyrs navne tidligere meget forskellige fra menneskelige navne.

Her var hundeavl en bibeskæftigelse for adelen, hvor navnene var franskklingende som Belle, Fifi og Bonbon.

Hos landbobefolkningen blev kæledyrene i stedet kaldt danske navne som Trofast, Buller og Sofus.

Fik menneskenavne

Og hos jagthundene var det korte, tysklydende navne som Rolf og Fritz, fordi kommandosproget inden for hundetræning var tysk.

Det var først i starten af 90'erne, at de danske hundeejere begyndte at give kæledyrene de samme navne som deres børn, fortæller Lotte Evers.

- Det handler meget om trends, så navnene er ofte inspireret af, om der er noget i samfundet, der optager os alle sammen.

Ingen regler

- Nu er vi jo i en tid med et tronskifte, og jeg kunne godt forestille mig, at mere royalt klingende navne vil være på listen næste år, siger hun.

Der er ingen regler for, hvad du kalder din hund. Det er blot lovpligtigt, at alle hunde i Danmark er registreret med et chipnummer eller en øretatovering, og desuden er registeret i Dansk Hunderegister.

- Jeg vil dog anbefale, at du vælger et navn, der ikke er pinligt at råbe offentligt, og som du ikke får ballade for at sige, siger Lotte Evers.

Powered by Labrador CMS