Danmark sender hjælp til Ukraine

Regeringen sender 164 millioner kroner til Ukraine. Det sker samtidig med, at Jeppe Kofod besøger fronten

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har søndag besøgt ukrainske tropper, der beskytter grænsen til Rusland.
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har søndag besøgt ukrainske tropper, der beskytter grænsen til Rusland.
Udgivet Opdateret

Danmark giver et trecifret millionbeløb til Ukraine, som skal hjælpe landet med at håndtere følgevirkninger af konflikten i den østlige del af landet.

Det oplyser Udenrigsministeriet søndag i en pressemeddelelse.

I alt har den danske regering besluttet at afsætte 164 millioner kroner. Ifølge udenrigsminister Jeppe Kofod (S) skal pengene blandt andet gå til træning og uddannelse af ukrainske styrker.

Soldater ved grænsen

Støtten kommer på et tidspunkt, hvor spændingerne mellem Ukraine og Rusland er taget til, da Rusland har stillet krav om, at Nato aldrig vil optage Ukraine som medlem.

Samtidig har Rusland sendt i omegnen af 100.000 soldater til grænsen mellem de to lande.

Dansk bidrag

- Der er ingen tvivl om - også set i lyset af den meget alarmerende sikkerhedssituation der er lige nu med Ruslands trusler over for Ukraine og dermed hele Europa - at vi alle sammen skal se, hvordan vi kan støtte.

- Og her kommer vi så med et dansk bidrag, som jeg ved, at ukrainerne sætter stor pris på, siger Jeppe Kofod.

Meget bekymrede

Søndag har Kofod besøgt de ukrainske styrker, der forsvarer Ukraines grænse mod Rusland. Her har ministeren blandt andet talt med generaler og soldater.

Kofod fortæller, at de ukrainske tropper er meget bekymrede over den seneste udvikling med stationeringen af de mange tusinde russiske soldater.

Helt uhørt

- Det er helt uhørt i fredstider at flytte så mange tropper op til grænsen mod Ukraine. Det tyder på, at man kan have til formål at invadere landet.

- Der er en meget dyb bekymring, og derfor betyder det også noget, kan jeg mærke, at man kommer og ser på, hvordan deres situation er her i det østlige Ukraine.

Svær situation

- Men det betyder bestemt også noget for dem at komme og vise opbakning og solidaritet i den her meget svære situation, siger Kofod.

De 164 millioner kroner, som Danmark sender til Ukraine, udmøntes som en ny fase af det danske freds- og stabiliseringsprogram for Ukraine.

Afsat 120 millioner

Programmet varer fra 2022 og frem til og med 2025.

Det seneste freds- og stabiliseringsprogram for Ukraine varede fra 2018 til og med 2021. Her var der afsat 120 millioner kroner.

KORT OM KONFLIKTEN

Konflikten i Ukraine foregår på forskellige niveauer: mellem grupperinger internt i Ukraine; mellem ukrainske myndigheder og Rusland; og mellem NATO og Rusland. Det er en konflikt om landområder, magt og sikkerhed, hvor spørgsmål knyttet til historie, identitet og folkeret er vigtige.

Kilde: Globalis.dk
Powered by Labrador CMS