Færdig

Sofie Carsten Nielsen går af

Udgivet Opdateret

Sofie Carsten Nielsen er netop trådt tilbage som leder af Det Radikale Venstre.

Det har hun netop meddelt ved et såkaldt "doorstep".

- Jeg skulle have været hos dronningen nu. Det er jeg ikke, fordi det er vores næstformand, Martin Lidegaard, indledte Sofie Carsten Nielsen pressemødet.

De personlige stemmetal er endnu ikke opgjort, og det er derfor fortsat uvist, om Sofie Carsten Nielsen kommer ind.

"Svagt mandat"

Sofie Carsten Nielsen sagde derefter, at det mandat hun havde fået af vælgerne er for svagt, og at hun derfor drager den ultimative konsekvens.

Radikale er blevet reduceret fra 16 til syv mandater.

- Stemmetallene viser meget tydeligt, at der ikke er tillid til mig. Og uanset, om jeg bliver valgt ind eller ej, så er mandatet for svagt. Vælgernes stemmer vil noget andet, og det har jeg den største respekt for, siger Sofie Carsten Nielsen.

- Derfor kan jeg selvfølgelig heller ikke fortsætte som politiske leder. Jeg sender al styrke og kærlighed til den radikale gruppe, fortsætter hun.

Utrolig trist

Næstformand Martin Lidegaard blev mødt af pressen, da han kom ud fra dronningen.

- Det er også helt nyt for mig. Det er utrolig trist, sagde Martin Lidegaard, der ikke ville forholde sig til, hvorvidt han ville stille op som ny politisk leder af De Radikale.

Sofie Carsten Nielsen er netop gået af som politisk leder for De Radikale.
Sofie Carsten Nielsen er netop gået af som politisk leder for De Radikale.
Powered by Labrador CMS