Mette F. deltager

Bekræfter at hun tager til stor konference

Udgivet Opdateret

Statsminister Mette Frederiksen (S) rejser torsdag til Portugals hovedstad, Lissabon, for at deltage i det årlige Bilderberg-møde.

Det skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse.

En bred kreds af statsledere og eksperter fra virksomheder, finansverdenen, videnskabelige miljøer og medierne er inviteret.

Kun inviterede

Kun inviterede gæster kan deltage, og der kommer i år 130 deltagere, fremgår det af Bilderberg-organisationens hjemmeside.

Møderne foregår i en lukket kreds, og der vedtages ikke erklæringer og udsendes ikke oplysninger om, hvem der har sagt hvad.

Dannet i 1954

Bilderberg-organisationen blev dannet i 1954 af blandt andre Hollands prins Bernard, den amerikanske bankmand David Rockefeller og Denis Healy - en britisk politiker, der senere blev finansminister.

Navnet på organisationen stammer fra hotellet, hvor de holdt deres første møde i Holland, Hotel De Bilderberg.

Anders Fogh og Helle Thorning

Bilderberg-møderne har tidligere haft dansk repræsentation.

Flere tidligere statsministre har således deltaget, blandt andre Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt.

Det er i år 69. gang, mødet i den lukkede kreds finder sted.

Ukraine-krig på dagsordenen

På dagsordenen er blandt andet den aktuelle konflikt mellem Rusland og Ukraine.

En række andre aktuelle problemstillinger som grøn omstilling og kunstig intelligens vil også blive diskuteret, fremgår det af organisationens hjemmeside.

Mette Frederiksen

Mette Frederiksen, som er født den 19. november 1977 i Aalborg, er datter af typograf Flemming Frederiksen og pædagog Anette Frederiksen. 

Hun har datteren Ida Feline og sønnen Magne.

Medlemsperiode
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Nordjyllands Storkreds fra 5. juni 2019.
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Københavns Omegns Storkreds, 13. november 2007 – 5. juni 2019.
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Københavns Amtskreds, 20. november 2001 – 13. november 2007.
Kandidat for Socialdemokratiet i Aalborg Østkredsen fra 2018.
Kandidat for Socialdemokratiet i Ballerupkredsen, 2000-2018.

Parlamentarisk karriere
Statsminister fra 27. juni 2019.
Formand for Socialdemokratiet fra 2015.
Justitsminister, 10. oktober 2014 – 28. juni 2015.
Beskæftigelsesminister, 3. oktober 2011 – 10. oktober 2014.
Næstformand for Socialdemokratiets folketingsgruppe, 2005-2011.
Tidligere socialordfører, kulturordfører og ligestillingsordfører.

Uddannelse
Masteruddannelse i afrikastudier, Københavns Universitet, 2009.
Bachelor i administration og samfundsfag, Aalborg Universitet, 2007.
Student, Aalborghus Gymnasium, 1993-1996.
Byplanvejen Skole, 1983-1993.

Beskæftigelse
Ungdomskonsulent i LO, 2000-2001.
Publikationer
Medforfatter til bøgerne »Fra kamp til kultur – 20 smagsdommere skyder med skarpt«, 2004 og »Epostler«, 2003.
Udmærkelser
Modtog Ting-Prisen i 2012 og Nina Bang-prisen i 2002.

Kilde: Ft.dk
Powered by Labrador CMS