Nu er Mette F forvirret

Statsministeren mener, at det er forvirrende, at blå blok har to statsministerkandidater før næste valg.

Udgivet Opdateret

Statsminister Mette Frederiksen (S) mener, at det skaber "en masse forvirring" i blå blok, at De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, mandag har annonceret, at han er statsministerkandidat ved næste folketingsvalg.

- Både om, hvem der er oppositionsleder, og hvem man kan forvente, man vil stille med som egentlig statsministerkandidat, siger hun til dr.dk i forbindelse med et møde i Oslo med de øvrige nordiske statsledere.

Noget forvirrende

- Det er da noget forvirrende, at man i en opposition ikke engang kan gøre op med sig selv, hvad det er for en kandidat, man skal have til statsministerposten, siger Mette Frederiksen.

Ud over Søren Pape Poulsen har også Venstres formand, Jakob Ellemann- Jensen, annonceret sit statsministerkandidatur til det folketingsvalg, som ifølge politiske iagttagere kan komme meget snart.

Mette Frederiksen har ingen konkurrenter til statsministerposten i den røde blok, men til gengæld har hun både halvsløje meningsmålinger og et potentielt mistillidsvotum fra De Radikale hængende over hovedet.

Skal snart udskrive valg

Hvis ikke Mette Frederiksen senest ved Folketingets åbning 4. oktober udskriver folketingsvalg, så har De Radikale lovet at flå tæppet væk under regeringen ved at stemme for et mistillidsvotum mod den.

Det vil efterlade Mette Frederiksen med valget mellem at udskrive valg eller lade regeringen gå af uden at udskrive valg, hvorefter det vil være op til Folketingets partier at finde frem til en ny regering.

Ingen lovhjemmel

De Radikales ultimatum blev fremsat, kort tid efter at Minkkommissionen kom med en hård kritik af forløbet omkring regeringens beslutning om, at alle mink i Danmark skulle aflives.

Det viste sig, at der ikke var lovhjemmel til at aflive alle mink.

Næste folketingsvalg skal uanset hvad afholdes senest 4. juni næste år.

Mette Frederiksen mener, at det er forvirrende, at blå blok både lægger op til en statsministerkandidat fra Venstre og Konservative.
Mette Frederiksen mener, at det er forvirrende, at blå blok både lægger op til en statsministerkandidat fra Venstre og Konservative.

Mette Frederiksen

Blå bog om Mette Frederiksen:

Født 19. november 1977 i Aalborg, datter af typograf Flemming Frederiksen og pædagog Anette Frederiksen. Har datteren Ida Feline og sønnen Magne.

Medlemsperiode
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Nordjyllands Storkreds fra 5. juni 2019.
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Københavns Omegns Storkreds, 13. november 2007 – 5. juni 2019.
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Københavns Amtskreds, 20. november 2001 – 13. november 2007.
Kandidat for Socialdemokratiet i Aalborg Østkredsen fra 2018.
Kandidat for Socialdemokratiet i Ballerupkredsen, 2000-2018.
Parlamentarisk karriere
Statsminister fra 27. juni 2019.
Formand for Socialdemokratiet fra 2015.
Justitsminister, 10. oktober 2014 – 28. juni 2015.
Beskæftigelsesminister, 3. oktober 2011 – 10. oktober 2014.
Næstformand for Socialdemokratiets folketingsgruppe, 2005-2011.
Tidligere socialordfører, kulturordfører og ligestillingsordfører.
Uddannelse
Masteruddannelse i afrikastudier, Københavns Universitet, 2009.
Bachelor i administration og samfundsfag, Aalborg Universitet, 2007.
Student, Aalborghus Gymnasium, 1993-1996.
Byplanvejen Skole, 1983-1993.
Beskæftigelse
Ungdomskonsulent i LO, 2000-2001.
Publikationer
Medforfatter til bøgerne »Fra kamp til kultur – 20 smagsdommere skyder med skarpt«, 2004 og »Epostler«, 2003.
Udmærkelser
Modtog Ting-Prisen i 2012 og Nina Bang-prisen i 2002.

Kilde: ft.dk

Powered by Labrador CMS